Grimme har i bogstaveligste forstand store nyheder på programmet under den kommende Agritechnica messe i Hannover, hvor producenten viser det nyeste inden for roeteknik. Men inden da kan flere af nyhederne, herunder opdateringerne på Rexor serien, opleves live i marken under en demonstration på Lolland.

I forhold til den tidligere version med 490 hestekræfter bliver den nyeste udgave af roeoptageren Rexor 620 udstyret med den nye brændstofbesparende 530 hestekræfters Mercedes-motor med AdBlue og 12,8 liter cylindervolumen, og som opfylder den nye udstødningsgas-standard Tier 4. For køretøjerne ligger omdrejningstallet mellem 1.150 og 1.500 omdrejninger med et væsentligt højere drejningsmoment, sammenlignet med den hidtil installerede motor med mellem 1.250 og 1.650 omdreninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rexor 630 er allerede udstyret med den nye, brændstofbesparende motortype, dog med 625 hestekræfter og et cylindervolumen på 15,6 liter.

Både Rexor 630, Rexor 620 og en Maxtron 620 kan opleves under Grimmes kommende roedemonstration, som finder sted den 6. november på Lolland hos Jørgen Bo Andersen, Torslundvej 21 i Holeby.

Ny betjeningskonsol

De mange funktioner af de moderne og selvkørende optagere vises ofte via standard-betjeningselementer. Her har Grimme tilpasset betjeningen af de selvkørende roeoptagere Rexor 620 og Rexor 630 til kundens behov. De vigtigste funktioner fra de to CCI-touch skærmterminaler er flyttet til den nye betjeningskonsol i armlænet og til det nye kørehåndtag for at tillade en hurtig og direkte adgang til funktionerne. Den overskuelige og ergonomiske betjeningskonsol kan justeres i længden og i højden.

Teknik videreudvikles

På Agritechnica præsenterer Grimme for første gang med BeetBeater en teknik til en helårlig, tør, og fuldstændig stenfri behandling af energiroer til biogasproduktion. BeetBeater har en 20 kubikmeter buffertank, der giver mulighed for, at maskinen arbejder selvstændigt efter påfyldning. Det har ifølge producenten en betydelig indvirkning på effektiviteten.

Endelig arbejder Grimme og Kleine sammen om en videreudvikling af læsse- og renseteknikken på basis af Cleanliner Mega. Denne nye serie kommer formentlig på markedet fra 2015. På fabrikken i Salzkotten produceres som hidtil ordrebekræftede roeoptagere såvel som læsse- og renseteknik af mærket Kleine.