Muligheden for løbende at kunne måle tørstof- og næringsstoffer under læsning af grovfoderet i blanderen er den bedste nyhed på dette års landsskue – set med landmandøjne.  Derfor fik Bulldog Agri guld-prisen på Landsskuet i skarp konkurrence med andre udstillere, hvoraf tre nyheder blev belønnet med Landskue-priser.

De tre vindere af de bedste landmands-nyheder på Landsskuet fik overrakt deres priser i forbindelse med åbningen af Landsskuet i dag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Guld-prisen gik som nævnt til Bulldog Agri for den løbende tørstof- og næringsstof-måling, der sikrer en ensartet blanding med de rette næringsstoffer og energiindhold – og dermed den billigste og mest præcise fodring. Det er også optimalt i forhold til foderudnyttelse og dermed harmonikrav.  

P. Hald / Spøttrup Hytten fik sølv-prisen for en spændende farehytte med smågrisehule med gasvarme og lys, der trækker smågrisene ind i hulen – og væk fra soen, hvorved man minimerer risikoen for, at soen lægger sig på grisene.

Bronze-prisen gik til rådgivning via video-optagelser fra studieture til udlandet. Det styrker kommunikationen og indlæringsmuligheder på bedrifter med sprogbarrierer.