Fronterne er trukket skarpt op, når Folketinget fredag skal behandle fødevareministerens forslag om at ændre randzoneloven. Et centralt spørgsmål er, om forslaget har karakter af ekspropriation.

Det var VKO, som sidste år vedtog at etablere 50.000 hektar randzoner, men nu vil Mette Gjerskov (S) ændre loven således, at befolkningen får adgang til randzonerne og således, at det ikke længere bliver muligt at plante energiafgrøder i randzonerne. Det bliver langt fra hilst velkomment af VKO.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Især spørgsmålet om adgang skaber debat. Mette Gjerskov mener, at forslaget blot ligger i forlængelses af naturbeskyttelseslovens regler om fri adgang til udyrkede arealer. Men Landbrug & Fødevarer og Bæredygtigt Landbrug mener derimod, at forslaget om adgang er et alvorligt indgreb i den private ejendomsret, og at forslaget har karakter af ekspropriation.

Organisationerne bliver bakket op af Advokatsamfundet, som i sit høringssvar opfordrer til, at det nærmere undersøges, om forslaget har karakter af ekspropriation. Det skriver altinget.dk.

- Når man laver et indgreb via lovgivningen, så er det sådan, at hvis det indgreb rammer ganske få mennesker, og det rammer ganske hårdt, så kan det være et indgreb, som er så intensivt, at man antager, at der er tale om ekspropriation. Og så følger det af Grundlovens §73, at så har man krav på erstatning. Det kan Folketinget gøre, hvis det vil, men vi synes, at det er vigtigt, at man analyserer nærmere i lovforslagets bemærkninger, om der er tale om ekspropriation, siger Torben Jensen, generalsekretær i Advokatsamfundet, til altinget.dk.

K vil rulle lov tilbage

Konservatives fødevareordfører, Lene Espersen, mener, at forslaget nærmer sig ekspropriation, og varsler allerede nu, at loven kan få en kort levetid.

- For Konservative er det meget vigtigt at sikre håndhævelse af borgernes retssikkerhed, og dette er et af de steder, vi hurtigt vil tage fat på, hvis regeringen får en ny farve efter næste valg. Dette forslag skal rulles tilbage, når der igen er mulighed for det, siger hun i en pressemeddelelse.