Fødevareminister Mette Gjerskov (S) er nu vendt på en tallerken og vil alligevel lade offentligheden se et notat om Kammeradvokatens juridiske vurdering af, hvorfor randzonerne ikke er ekspropriation. Det skriver altinget.dk.

Både Advokatrådet og oppositionen i Folketinget har i sidste uge været kritiske over for, at landmænd og andre lodsejere ikke må se det notat, som sammenfatter Kammeradvokatens vurdering af, hvorvidt de kommende randzoner er ekspropriation.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Regeringen har med henvisning til Kammeradvokatens vurdering fastholdt, at der ikke er tale om ekspropriation, men fødevareministeren har to gange afvist at udlevere notatet med henvisning til, at Kammeradvokatens vurderinger normalt er fortrolige. Men nu skifter Gjerskov kurs.

"På grund af den brede interesse i offentligheden om ekspropriationsspørgsmålet i relation til randzoneloven har jeg genovervejet sagen, og jeg anmoder derfor udvalget om at ophæve fortroligheden," skriver hun i et svar til Folketinget.