111 nyregistreringer lyder måske ikke af meget, men det er 13 traktorer flere end i september 2009 - hvilket betyder, at nu er traktorsalget endelig vendt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det viser statistik fra ND Data, som samler tallene for nyregistreringer,

Case IH tog førstepladsen i september med 26 nyregistreringer og en markedsandel på 23,4 procent, hvilket er betydeligt bedre end september sidste år, hvor Case IH havde en markedsandel 17,3 procent.

Også Valtra havde en rigtig god måned med 20 solgte enheder, hvilket giver Valtra en markedsandel på 18 procent i september mod 12 procent i samme måned sidste år.

Skidt måned for John Deere

New Holland tog tredjepladsen i september med 16 nyregistreringer. Det betød, at mærket måtte nøjes med en markedsandel på 14,4 procent i forhold til 22,4 procent i september 2009.

Massey-Ferguson solgte 12 traktorer i sidste måned og havde en markedsandel på 10,8 mod kun 7,1 i samme måned sidste år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fendt snuppede femtepladsen med ni nyregistreringer og en markedsandel på 8,1.

På en delt sjetteplads ligger Claas og John Deere med hver otte solgte enheder. For Claas' vedkommende er det en forbedring af markedsandelen med 2 procent i forhold til samme måned sidste år, mens John Deeres markedsandel på 7,2 procent er betydeligt lavere end i september 2009, hvor mærket havde 15,3 procent af markedet.