Smittebeskyttelse tænkes ofte eksternt i forbindelse med smittebeskyttelsesplanerne i de besætninger, der tæller flere end 380 køer i mælkeproducerende besætninger eller 3.000 slagtekalve eller 1.500 kvier.

Derudover har der også i forbindelse med sanering for salmonella og paratuberkulose været fokus på den eksterne smittebeskyttelse. Det skriver Anna-Sofie Kjærsgaard, kvægrådgiver, Vestjysk Landboforening, i den nyeste udgave af Bovilogisk, der udkom fredag den 18. november.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Senest er den smitsomme sygdom Mycoplasma Bovis blevet en udfordring i flere besætninger. Det er derfor ifølge Anna-Sofie Kjærsgaard meget vigtigt at have en holdning til, både hvordan man beskytter sin besætning mod smitte udefra og til, hvordan man undgår smittespredning inden for besætningen.

Minimer smitterisikoen - både eksternt og internt

Når det gælder salmonella er det tidligere set, at flere besætninger i samme område bliver smittet inden for kort tid - men hvorfor?

Ifølge Anna-Sofie Kjærsgaard kan det være svært at svare på, men hun peger på, at der tit er en sammenhæng mellem smittebeskyttelse og smitterisiko. Og det gælder ikke kun salmonella - det gælder i høj grad også andre smitsomme sygdomme eksempelvis paratuberkulose og sandsynligvis Mycoplasma Bovis samt flere.

- Rigtig mange steder er der godt styr på smittespredningen, men desværre er der også mange steder, hvor der ikke er. God hygiejne er rigtig vigtig at tænke ind - både med hensyn til at minimere smitterisikoen udefra, men bestemt også inden for besætningen, understreger Anna-Sofie Kjærsgaard.

Læs mere i det nyeste nummer af Bovilogisk, der udkom fredag den 18. november. Der kan bestilles abonnement på www.bovilogisk.dk eller 7620 7970.