Jens Ole Madsen har været aktiv i politik i 30 år, han stiller op til Folketinget for Kristendemokraterne i Fyns Storkreds. Han er uddannet landmand fra Hammerum Landbrugsskole, og i dag ejer han virksomheden Vestfyns Service og Maskiner. Her svarer han på, hvad han vil gøre for at sikre dansk landbrugs fremtid, hvis han bliver valgt. 

Hvad skal der ske med Grøn Vækst?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vandplanerne skal revideres. Alle de små vandløb skal renses op med det samme, og de vandløb, der er blevet fejlklassificeret, skal revurderes. Vi skal ikke være duksedreng, men følge resten af EU.

Overordnet set har vi døbt pakken Grøn Misvækst. Det er helt ude af proportioner med miljøtiltagene i forhold til konsekvenserne for landbruget. Vi er imod hele liberaliseringen, hvor man vil have pengefolk ind og styre landbruget. Landmændene er uddannede til det arbejde, så jeg er bange for, at det vil gå ud over fagligheden og dyrevelfærden at lade store selskaber eje landbrugene.

Hvad mener du, er den vigtigste miljømæssige udfordring for landbruget?

Her og nu er det at udnytte gylle til energi - det er et spændende nyt projekt. På sigt vil det være en udfordring at bevise, at landbruget selv kan styre brugen af pesticider, så der ikke længere er brug for så meget kontrol.

Mener du, at landbruget er den vigtigste nøgle til forbedring af miljøet?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nej, jeg mener, at det er hele den private spildevandssektor, der er den største belastning for miljøet. Vi har en uløst udfordring i et kloaksystem, der ikke kan følge med. Trafiksystemet er også et problem. Så landbruget står sammen med resten af samfundet om at finde en løsning.

Nye stald skal have lov til at stå

Man skal have en miljøgodkendelse for at måtte ændre på sin bedrift - mener du, at der skal ændres på de vilkår?

Vi har to trin, der skal ændres. For det første skal en byggetilladelse ikke kunne ændres undervejs på grund af nye regler. Man risikerer jo at have fået byggetilladelsen, men at blive stoppet midt i byggeriet, fordi der er nye regler, der skal implementeres.

For det andet skal et nyt byggeri have lov til at stå i en ti års periode, før man skal kan tvinges til at lave ændringer på grund af lovkrav. Så hvis man har bygget ny sostald i 2010, skal den have lov til at stå til 2020 - uanset 2013-kravene.

Hvor vigtigt mener du, landbruget er for samfundsøkonomien?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er et helt afgørende erhverv, hvor der medfølger en stor følgeindustri. Det bærer en ret stor del af samfundsøkonomien. Og samtidig er det altafgørende, at vi har vores egen produktion af gode, sunde fødevarer.

Har landbruget, som står for en meget lille del af BNP, berettigelse til særstatus med eget ministerium (i modsætning til andre erhverv, der hører ind under Erhvervsministeriet)?

Ja, det mener jeg. Der er en række særlige regler for landbruget, der er afhængig af EU's miljøpolitik, og nogle særlige problematikker i forhold til vejrets påvirkning og store gældsbyrder og så videre.

Undersøge virkninger af miljøtiltag 

Hvad skal vi gøre for at sikre landbrugets konkurrenceevne i forhold til andre EU-lande?

Der skal lettes for meget af det bureaukrati, som er ved at kvæle landbruget. At være EU's miljø-duksedreng uden saglige beviser for, hvad man får for pengene, når man foretager disse milljøtiltag, holder ikke. Vi skal have enten landbrugsministeriet eller uvildige til at undersøge virkningen af miljøtiltag. Det er rigtig dyrt pr. kg N at lave tiltag i vandmiljøet - for eksempel i forhold til trafikken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Er der brug for initiativer, der kan lette virksomhedernes eksport?

Der er brug for forskning, der kan udvikle landbrugsprodukter, så vi er de førende. Det kunne hjælpe eksport, at vi er mere effektive end vores konkurrenter.

Noget helt andet er, at indvandrerfjendskheden skader vores eksport. Udlandet ser på Danmark som en nation, der er hårde ved vores fremmede. Vi har brug for en mere indvandrervenlig regering.

Kan Danmark undvære landbrugets eksportbidrag?

Absolut nej. Både direkte og gennem følgeindustrien er landbruget som helhed en meget væsentlig faktor i økonomien, og i at vi kan have det velfærdssamfund, vi har i dag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landbruget er blevet bedre til dialog

Dansk landbrug er ikke så værdsat blandt danskerne som svensk, norsk og finsk landbrug er i deres lande - hvorfor er det sådan, og er det retfærdigt?

Der har været kørt meget politik på at vinde stemmer ved at anklage landbruget for alle mulige ting. Og landbruget har haft en tendens til at vende ryggen til. Men landbruget er blevet bedre til at åbne sig og tage dialogen. Det er også naturligt, at i en situation hvor hele samfundet er i krise, er det nemmere at samle sig og finde forståelse for, hvordan for eksempel landbruget er trængt. Jeg mener desuden, at organisationen bag landbruget er stærkere i dag og bedre til at sige fra.

Hvorfor skulle Maskinbladets læsere stemme på dig?

Fordi jeg kender landbruget indefra - jeg er opvokset i landbruget og har arbejdet med det hele mit liv. Desuden kender jeg politik. Jeg har været aktiv i Kristendemokraterne, siden jeg var 17 år, og hele vores parti kæmper for landbruget og for mere sammenlignelige vilkår med resten af EU.