Miljøordfører for Dansk Folkeparti, Jørgen Dohrmann, driver 70 hektar planteavl ved Vamdrup. Han genopstiller til Folketinget i Sydjyllands Storkreds. Her svarer han på, hvad han vil gøre for at sikre dansk landbrugs fremtid, hvis han bliver genvalgt.

Hvad skal der ske med Grøn Vækst?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi skal kigge på, om de ting, der blev besluttet dengang, stadig holder vand. Hele Grøn Vækst skal have et serviceeftersyn. Er der for eksempel nok penge til bioenergien, så vi rigtig kan rykke på området?

Jeg er bekymret for, at en eventuel rød regering vil rulle jordskatterne tilbage, men beholde fedtafgiften og pesticidafgiften og så videre.

Mindre eksport - mere energi

Hvad mener du, er den vigtigste miljømæssige udfordring for landbruget?

Det er en opgave for hele samfundet at blive uafhængig af fossile brændstoffer. Vi skal have mere biogas og mere bioethanol. Eksporten bliver måske mindre, men i stedet skal landbruget levere energi.

Jeg mener, at landbruget er god til at passe på naturen, men man kan godt lave endnu flere naturplejende tiltag og for eksempel plante mere pil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mener du, at landbruget er den vigtigste nøgle til forbedring af miljøet?

Vi kan sagtens være medspiller i landbruget, hvis befolkningen er villig til at betale for de tiltag, der skal til. Men vi kan jo ikke gøre noget ved for eksempel udstødning fra biler. Og København har haft massive problemer med regnvand, der skyller spildevand direkte ud i havnen. Landbruget er jo en killing i forhold til den slags problemer. Men det er altid lettere at skyde på en lille gruppe som landbruget. Vi skal være fælles om at løfte problemet.

Man skal have en miljøgodkendelse for at måtte ændre på sin bedrift - mener du, at der skal ændres på de vilkår?

Ja, det er helt tåbeligt, at kommunerne skal bruge flere år på at godkende en ansøgning. Man skal kunne få svar inden for en måned. Man burde bare kunne slå op i et katalog, om landmanden bor i et område, hvor der skal tages særlige hensyn. Vi bruger jo lige nu en masse ressourcer på gode initiativer, der aldrig bliver til noget.

Hvor vigtigt mener du, landbruget er for samfundsøkonomien?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Utroligt vigtigt. Der er som bekendt over 150.000 arbejdspladser i landbruget og følgeindustrien. Man glemmer de mange arbejdspladser i følgeerhvervene, når man har travlt med at udfase landbruget. Så ville der være rigtig mange, der skulle ud og lede efter nye job - og de ville ikke kunne finde dem her i landet.

Har landbruget, som står for en meget lille del af BNP, berettigelse til særstatus med eget ministerium (i modsætning til andre erhverv, der hører ind under Erhvervsministeriet)?

Fødevareministeriet er godt at have, fordi det sender et signal om, at fødevarerne skal være i orden. Der måtte gerne være mere fokus på landbruget som energileverandører. Jeg kunne forestille mig, at man lavede et fødevare- og energiministerium.

Betaler skat, inden pengene er tjent

Hvad skal vi gøre for at sikre landbrugets konkurrenceevne i forhold til andre EU-lande?

Vi er nødt til at skele til betingelserne i Tyskland. Tag nu for eksempel jordskatterne - jeg har intet imod at betale skatter, når jeg har tjent pengene, men vi betaler jordskat, inden pengene er tjent. De røde taler om afskrivninger, men vi har ikke brug for afskrivninger, når vi ikke tjener penge på vores landbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi har nogle omkostninger, der gør, at arbejdskraften flyttes ud af landet. I mit område omkring Kolding produceres der rigtig meget majs til tysk bioenergi. Tilskuddet til bioenergi er nemlig så stort syd for grænsen, at det bedre kan betale sig at leje jorden ud til tyske landmænd. Havde landmanden dyrket den selv som foder til svin, havde der været job til svinepasseren, dyrlægen, lastbilchaufføren, slagteriarbejderen og så videre.

Er der brug for initiativer, der kan lette virksomhedernes eksport?

Der er helt klart brug for nogle initiativer, for at vi kan være konkurrencedygtige. Når rød blok taler om vejskatter, så bliver det dyrere at transportere vores varer, og vi får en ringere pris end den, de kan få i Polen eller andre steder.

Kan Danmark undvære landbrugets eksportbidrag?

Det mener jeg ikke. I landbruget er der tale om rigtige arbejdspladser - det er ikke bare noget med at klippe hinanden. Her får vi penge ind i landet. Men jeg mener også, at vi skal udnytte potentialet i energi, selv om det giver en mindre eksport.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hetz på landbruget

Dansk landbrug er ikke så værdsat blandt danskerne som svensk, norsk og finsk landbrug er i deres lande - hvorfor er det sådan, og er det retfærdigt?

Næh, det er ikke retfærdigt. Sådan nogle som Danmarks Naturfredningsforening, DOF og Lystfiskerne kører hetz på landbruget og kalder dem miljøsvin. Vi burde nærmere samarbejde. Jeg vil gerne samarbejde med jægerne om for eksempel beplantning af buske til gavn for dyrelivet.

Der er også rigtig mange byboere, der ikke ved noget om landbruget. De ved ikke, hvad sprøjtemidler gør for planterne - de kalder det gift. De kender heller ikke problemet med toksiner i økologisk landbrug. Der er simpelthen mange, hvis viden om landbruget er for lille.

Hvorfor skulle Maskinbladets læsere stemme på dig?

Fordi jeg har den praktiske erfaring. Jeg er træt af, at landbruget bliver kaldt synder. Og jeg er dødtræt af, at der er så mange regler, at man skal have rådgivning til det hele i landbruget. Så man skal stemme på mig, hvis man vil af med bureaukratiet.