Mere vækst, øget innovation og strategisk markedsføring samt øget effektivitet. Det er tre områder, som Arla’s ledelse har fokus på i 2011. Det er konklusionen på Arla-bestyrelsens behandling og godkendelse af de økonomiske rammer for koncernen i 2011.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dermed er der nu sat beløb på årets investeringer, og ledelsen har fremlagt sine aktuelle forventninger til koncernens udvikling i år.

- Verden omkring os ændrer sig hurtigere end nogensinde før, og det er blevet sværere at se et helt år frem i tiden. Men vores mål for 2011 er klar; indtjeningen til vores ejere skal ligge højt, og vejen dertil går gennem vækst. 2011 bliver et år, hvor Arla for alvor får mulighed for at skrue op for omsætningen gennem joint-ventures, opkøb og generel fremgang på vores vækst- og kernemarkeder, siger adm. direktør i Arla Foods, Peder Tuborgh.

Øget indtjening fra globale brands

Det er dog ikke kun opkøb og nye forretningssamarbejder, der skal skabe væksten i 2011. Arla’s tre globale varemærker skal desuden øge den nuværende forretning.

- Vi har godkendt et ambitiøst marketing-budget, der skal videreføre udviklingen af vores tre globale varemærker. Allerede i år går vi efter at øge omsætningen på Arla-brandede produkter samt Lurpak og Castello med to-cifrede procentsatser globalt, siger Peder Tuborgh.

De aktuelle forventninger til 2011 er en nettoomsætning på 51,8 mia. kroner og en Arla-indtjening på 270 øre pr. kg. mælk - i 2010 var Arla-indtjeningen cirka 248 øre pr. kg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Disse forventninger bygger på den nuværende forretning. Eksempelvis er den foreslåede fusion med det tyske andelsselskab Hansa Milch ikke indarbejdet, oplyser Arla.

Fokus på investeringer og effektiviseringer

Ledelsen har fastsat en række fokusområder for forretningen i 2011 - det er blandt andet:

-            at skabe øget organisk omsætningsvækst på værdiforædlede produkter

-            mere innovation og strategisk markedsføring af Arla’s tre globale varemærker (Arla, Lurpak, Castello)

-            en fortsat udrulning af "Tættere på Naturen" på Arla’s kernemarkeder (dette indebærer tiltag, der øger hensynet til naturen i både produkter og produktion)

Artiklen fortsætter efter annoncen

-            at reducere omkostninger i produktionen.

Det netop godkendte investeringsbudget indebærer blandt andet en række moderniseringer af produktionen på en række mejerier i primært Danmark, Sverige og Storbritannien. Foruden disse såkaldte anlægsinvesteringer på 1,5 milliarder kroner foretages der også i 2011 investeringer på 536 millioner kroner i forbindelse med første fase af opførelsen af et nyt mejeri ved London.