DanBreds produktion i Rumænien er ramt af ASF. 23 svin er diagnosticeret med sygdommen. Besætningen på 42.000 svin er slået ned.

I Rumænien er en svinebedrift i den danske DanBred-gruppe ramt af afrikansk svinepest. Bestanden med omkring 42.000 dyr er slået ned. I det forgangne år blev to andre afdelingen i virksomheden ryddet med mere end 29.000 svin. Alle berørte bedrifter ligger i provinsen Arges, cirka 80 kilometer vest for hovedstaden Bukarest, skriver det tyske fagmagasin SUS.

Situationen i Rumænien er stadig ikke under kontrol. Siden den første ASF-sag i juli 2017 er mere end en halv million svin slået ihjel.