Lyt til artiklen:

Dansk landbrug i Rumænien lander dårligste resultat nogensinde som følge af ASF

00:00
Hastighed: ???x
02:35

Der er den 25. maj 2021 afholdt ordinær generalforsamling i DCH International A/S, hvor selskabets årsrapport for 2020 blev vedtaget. Resultatet er et lille overskud på ca. 1,5 mio. kr. før negativ værdiregulering af besætningen. Resultatet for 2020 er dermed selskabets laveste siden etableringen i Rumænien for 15 år siden og stærkt påvirket af afrikansk svinepest (ASF).

Det oplyser DCH International i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Resultatet blev opnået på basis af en omsætning på 578 mio. kr. før negativ værdiregulering af besætningen på ca. -80 mio. kr. som følge af lavere svinepriser ved udgangen af 2020 - sammenlignet med +78 mio. kr. i 2019.

Den gennemsnitlige svinepris for 2020 blev 11,40 kr. pr. kg slagtet vægt, 7% lavere end i 2019. Den samlede produktion nåede i 2020 427.000 grise på selskabets 10 produktionsenheder i Rumænien, hvoraf sofarmen, som blev ramt af ASF i starten af 2020, var ude af drift det meste af året.

Samlet set er resultatet negativt påvirket af direkte og indirekte omkostninger til ASF på ca. 62 mio. kr. Udfordringerne med ASF var også medvirkende til, at produktiviteten faldt til 30 grise produceret pr. so.

Bestyrelsen og ledelsen i DCH International A/S betegner årets resultat som utilfredsstillende fra et økonomisk perspektiv, men tilfredsstillende set i lyset af de store udfordringer ASF-udbruddene samt udbredelsen af ASF i Rumænien har medført.

Selskabet blev i starten af 2021 atter ramt af udbrud af ASF. Produktionen er under genetablering og forventes at være tilbage i fuld drift i løbet af 2022.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Resultatet for 2021 vil således også blive markant negativt påvirket af ASF. Dog har selskabet en forventning om, at svinepriserne vil stige i 2021 hvilket sammen med en stærkt faldende kommerciel produktion af grise i Rumænien generelt gør, at selskabet forventer et tilfredsstillende resultat.

På generalforsamlingen blev den siddende bestyrelse genvalgt, og bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende med Torben Svejgaard som genvalgt formand.