Et udbrud af ASF i det vestlige Polen får Danish Transportstandard til at ændre farvekode i Tyskland til rød zone med skærpede forholdsregler.

Der er konstateret udbrud af Afrikansk svinepest i det vestlige Polen. Derfor er zonerne i Danish Transportstandard ændret og man skal som altid være opmærksom på karantænetider, skriver Seges.

Et vildsvin smittet med Afrikansk svinepest er fundet blot 80 kilmoter fra den polsk-tyske grænse. Hele Polen er nu sort zone i forhold til Danish Transportstandard. Derudover er de tyske zoner, som grænser op til Polen, blevet røde.

Smitten er bekræftet af Fødevarestyrelsen, som har haft kontakt til de polske myndigheder. Det er dog endnu ikke officielt bekræftet af OIE's World Animal Health Systems, som har det officielle overblik over Afrikansk svinepest i Europa. Men det har ikke ændret ved Danish Transportstandards vurdering af karantænezoner.

- Vi kan ikke bare sidde på hænderne og afvente, at et udbrud bliver registreret i OIE. Derfor har vi allerede i lørdags udvidet zonerne og givet transportører besked om dette. Det er bedre at være på den sikre side, siger Bent Nielsen, chef for Veterinær- og Kvalitetsforhold i Seges.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Tjek transportbilerne

- Danish Transportstandard er den vigtigste foranstaltning vi har, for at afrikansk svinepest ikke kommer til Danmark. Og som svineproducent kan du også selv gøre noget: Nemlig at tjekke, at grisetransporter har været igennem den obligatoriske vask og desinfektion ved grænsen samt overholdt karantænetider, før de henter grise hos dig, skriver Seges.

- Der er ingen kæde, der er stærkere end det svageste led. Derfor er det vigtigt, at du tjekker alle transportbiler, når de holder på gårdspladsen, før de kører til rampen. Til det kan du bruge appen "Tjekvogn", hvor du kan indtaste nummerpladen på transportbilen og se, om alle regler er blevet fulgt, siger Bent Nielsen.

Gode råd:

- Husk at tjekke vaskecertifikater på lastbilerne, og om lastbilen har holdt eventuel karantæne efter vask og desinfektion. Der er to måder, du kan tjekke, hvornår din transportørs vogn sidst er blevet vasket og desinficeret: Du kan bruge TjekVogn eller SMS.

- TjekVogn kan du hente som app, eller du kan bruge Tjekvogn.dk. Du taster din transportørs registreringsnummer, og herefter får du en status på vognen.

- Du kan også modtage en sms med besked om, hvornår en transportørs bil sidst er blevet vasket og desinficeret. Man sender en sms til 5129 1070 med bilens nummer eller trailernummer, så modtager man straks efter et svar på, hvornår bilen sidst blev vasket.