Da Rema 1000 i slutningen af august valgte at hæve prisen på mælk med 50 øre pr. liter, der skulle gå ubeskåret til mælkeproducenterne, vakte det stor glæde i erhvervet.

Men hvad har tiltaget fra Rema 1000 egentlig betydet for de danske mælkeproducenter?

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores tiltag har kørt i fire måneder nu, og det er blevet til nogle millioner kroner ekstra, som ubeskåret indgår i Arlas mælkepris til landmændene. Af hensyn til vores konkurrenter kan vi ikke oplyse det eksakte beløb, men der er tale om et tocifret millionbeløb, siger indkøbsdirektør i Rema 1000, Anders Jensen.

Hos Arla vil man heller ikke præcisere beløbets størrelse, men man bekræfter, at pengene er blevet fordelt mellem alle selskabets andelshavere i Europa.

- Rema 1000's tiltag har kørt i nogle måneder nu, og vi kan bekræfte, at det har indbragt adskillige millioner kroner ekstra, som ubeskåret indgår i Arlas mælkepris til selskabets 12.700 andelshavere. Af hensyn til både vores og Rema 1000's konkurrenter kan vi ikke oplyse det eksakte beløb, men der er som sagt tale om adskillige ekstra millioner kroner, siger Tomas Pietrangeli, der er direktør for Arla Danmark.

Mejeriet forklarer desuden, at det danske tiltag har været medvirkende til at give en højere mælkepris til producenterne.

- Pengene indgår i den pulje af ekstra penge, som er kommet ind fra lignende tiltag i blandt andet England, og var en af årsagerne til, at Arla kunne hæve mælkeprisen til vores andelshavere med 0,5 eurocent pr. kilo mælk her i efteråret. Det svarer i gennemsnit til en ekstra-indtægt på cirka 70.000 kroner om året for en dansk Arla mælkeproducent. Desuden bidrager pengene til at modvirke nogle af de mange negative effekter af et ellers presset mælkemarked. Så vi sætter pris på, at Rema 1000 har valgt at sætte ekstra pris på mælken fra Arlas landmænd, siger Tomas Pietrangeli, direktør i Arla Danmark.