Det er ikke længere alene medier som især 24syv og DR, der benytter sig af tendentiøs journalistik. Det er en sygdom, som tilsyneladende breder sig i medieverdenen hurtigere end MRSA CC398 breder sig i de danske svinestalde. Ud fra et demokratisk og etisk synspunkt, er det dybt, dybt betænkeligt, mener formand for Danske Svineproducenter, Henrik Mortensen.

Det skriver Danske Svineproducenter i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi bliver nødt til at sige det højt, når den slags sker, og det er netop det, der er sket de seneste dage,

Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter

- Desværre er det samtidig CC398, som den tvivlsomme journalistik har valgt som løftestang til den meget beklagelige hetz, om visse journalister kører mod den konventionelle danske svineproduktion, siger Danske Svineproducenters formand Henrik Mortensen.

- Vi bliver nødt til at sige det højt, når den slags sker, og det er netop det, der er sket de seneste dage, siger Henrik Mortensen.

Formanden forklarer, at han blev ringet op af en journalist fra Berlingske, som ville have nogle kommentarer til eksperters udsagn omkring det uheldige i erhvervets brug af zinkoxid til smågrise set i relationen til udviklingen af MRSA. Og det var tydeligt, at der i journalistens øjne kun var én løsning på det problem. Nemlig at slippe grisene ud i naturen.

Ingen påvist sammenhæng

Henrik Mortensen gjorde blandt andet journalisten opmærksom på, at sammenhængen mellem brugen af Vet-Zink og udviklingen af MRSA ikke er noget der kan kvantificeres. Det siger Europas ypperligste eksperter på området, der sidder i EU's medicinagentur EMA. Henrik Mortensen sendte EMA's udtalelser til journalisten, men det valgte journalisten ikke at tage med i sin artikel, som blev bragt i Berlingske fredag den 10. marts.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Henrik Mortensen gjorde også journalisten opmærksom på, at brugen af zink er en mindst lige så stor potentiel udfordring i frilands- og økologiske besætninger, men det valgte journalisten heller ikke at citere ham for eller undersøge rigtigheden af. I stedet valgte journalisten at fastholde sin vinkling af artiklen, som går ud på, at løsningen er at slippe alle grise på friland.

- Den vinkling var bygget på de sædvanlige kilder til den historie, nemlig overlægerne Henrik Westh og Hans Jørgen Kolmos, mens journalisten har undladt at benytte sig af de ypperligste eksperter på området, som sidder på Statens Serum Institut, på DTU Veterinærinstituttet og i EU's medicinagentur EMA, siger Henrik Mortensen.

Ydermere skriver journalisten i artiklen, at landmændene bruger medicin med zink, hvilket ifølge Henrik Mortensen, ikke er korrekt.

- Journalisten har ganske enkelt glemt at gøre sit faglige benarbejde godt nok, inden hun viklede sin artikel. Kontakt til et par fagpersoner kunne have udluget de fejl og kunne have givet jonalisten lidt mere indsigt, inden hun blindt vinklede sin artikel. Det er i bedste fald sjusk, og i værste fald forsøg på vildledning af læserne, og uanset årsagen, er det under al kritik. Det er forstemmende, når sådan noget sker i et moderne og demokratisk samfund, konkluderer Henrik Mortensen.