Abonnementsartikel
Reduceret dødelighed, større grise og færre problemer ved fravænning kan opnås gennem en målrettet ernæringsstrategi for pattegrisene før fravænning.
I Danmark har fodring af pattegrise i mange år været betragtet som "det onde stedbarn" - noget man gjorde, men hvor omkostningen blev holdt så lav som mulig. Filosofien har været, at fodring ikke kunne påvirke dødelighed og fravænningsvægt, men alene tjente til at stimulere dannelsen af fordøjelsesenzymer for at forberede grisen til at skulle leve fuldt af foder efter fravænning. Antagelsen har desuden været, at blot man tilbød foder i farestien, ville grisene grundet deres naturlige adfærd også begynde at æde af det.
Med de danske søers store kuld - og de tiltagende problemer med små grise ved fravænning - har der dog været behov for at supplere pattegrisenes ernæring ud over, hvad soen har kunnet levere. Med stigende brug af mælkeerstatninger og stadigt bedre før-fravænningsfoder samt forskning inden for området i udlandet, har der gennem de senere år været et skift i dette paradigme.
