Som slagtekalveproducent er man interesseret i at modtage sunde og robuste kalve fra sine kalveleverandører for at sikre en rentabel og effektiv produktion. Hos slagtekalveproducenterne er der imidlertid ofte en oplevelse af, at der er forskel på, hvordan kalve fra forskellige kalveleverandører klarer sig i produktionen både med hensyn til sygdomsforekomst og produktivitet.
På baggrund af det er der i perioden fra 2010 til 2013 indsamlet data på 3.291 tyrekalve slagtet under konceptet Dansk Kalv. Kalvene er fulgt med registreringer fra fødsel til slagtning for at undersøge, om der er forskel på nettotilvækst, slagteresultater, leverbylder og øvrige slagtefund, alt efter hvilken kalveleverandør kalven oprindeligt kommer fra. Kalvene kommer fra 66 forskellige kalveleverandører og er leveret til slagtning fra 18 kalveproducenter.