Tal fra det kinesiske landbrugsministerium viser, at Kinas svinebestand i juli måned lå 13,1 procent højere end for et år siden, skriver Reuters Bureau ifølge Tican.

Det er første gang siden april 2018, at bestanden ligger højere end året før.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bestanden af søer viser en stigning på hele 20,3 pct. ifølge ministeriets opgørelse.

I en udtalelse fra det kinesiske landbrugsministerium hedder det: - - Stigningen i svinebestanden i forhold til for et år siden indikerer, at om 5-6 måneder fra nu vil vi også se en stigning i slagtningerne, hvilket fundamentalt vil ændre udviklingen med et begrænset udbud i markedet.

Ifølge ministeriet er der kommet mere end 9.000 nye store besætninger til siden årets begyndelse. Heraf alene 3.000 i løbet af juli. Ministeriet fastholder sine mål om at genskabe svineproduktionen til noget, der ligner "normal" ved årets slutning. Og være tilbage på normal produktion i løbet af 2021.

De kinesiske myndigheder fortsætter imidlertid med at frigive frosset grisekød fra statens lagre for at imødekomme efterspørgslen. Fredag i sidste uge blev yderligere 10.000 tons frosset grisekød frigivet fra lagrene. Dette betyder, at der i år er frigivet mere end 500.000 tons fra statens lagre.

Yderligere stiger den kinesiske import af grisekød. Kinas import af fersk/frosset grisekød (ekskl. biprodukter) blev på 430.000 tons i juli måned ifølge Reuters Bureau.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dette er i givet fald mere end 30.000 tons end henholdsvis juni og april måned og dermed ny rekord for en måned. I forhold til juli måned sidste år ligger importen 136 procent højere. Inklusive biprodukter når Kinas import af grisekød i juli måned op på 560.000 tons.