Blød, kølig vandmadras har fået tre agrostjerner og vundet en af de eftertragtede Agromek Awards.

- Vi har hele tiden vidst, at vi havde et godt produkt, men vi blev alligevel overraskede over, at vi vandt prisen. Vi kan virkelig mærke interessen. Tirsdag havde vi en del besøg af både dansk og udenlandsk presse, og onsdag var rigtig mange landmænd forbi vores stand for at høre mere om produktet, fortæller Klaus V. Nielsen, en af brødrene bag Stald Mæglerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Brødrene Nielsen importerer vandmadrassen fra Frankrig og har forhandlingen i hele Skandinavien. Det franske firma, Bioret Agri, har udviklet Aquaclim-madrassen. Madrassen blev først introduceret på det danske marked i år.

Den prisvindende vandmadras har et temperaturregulerende system, hvor vandet løber igennem kanaler i madrassen med kølende vand. Den kølende effekt forhindrer koen i at udvikle varmestress og mindsker haseslid og tykke haser.

- Landmanden kan selv regulere vandtemperaturen i madrassen, og selv bestemme, om han vil bruge jordvarme eller vandpumpe, fortæller Lasse V. Nielsen, Stald Mæglerne.

Stald Mæglerne har i løbet af messen solgt 45 Aquaclim-vandmadrasser til en goldko-afdeling og flere købere er interesserede, fortæller brødrene.

Mindsker varmestress

Priskomiteen bag Agromek Awards begrunder deres pris til Stald Mæglerne med ordene: Varmestress hos køerne har i sommer kostet kvægbrugere mange penge, og det tyder på, at denne vandmadras kan hindre dette. Desuden kan varmen fra madrassen genvindes og genanvendes til opvarmning af for eksempel køernes drikkevand i vandkarrene i stalden, hvilket kan have en positiv effekt på køernes lyst til at drikke, skriver prisudvalget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Koen vil automatisk ligge mere ned på vandmadrassen. Det sikrer mere komfort, bedre blodcirkulation og dermed bedre mælkeydelse, fortæller Klaus V. Nielsen.

Brødrene har også forhandlingen af en anden type latex-madras uden kølende effekt. Denne type er også populær blandt mælkeproducenter. På to år har firmaet solgt 7.500 madrasser i Skandinavien.