Den forhadte flyvehavre spottes bedst i akshøjde. Med en ny patenteret flyvehavremodbil slipper landmanden for at gå rundt i marken i timevis og spotte flyvehavre.

Peter Offersen, tidligere landmand, har opfundet og fået patent på et markkøretøj, der let og effektivt kan transportere landmanden rundt på markerne. Han kalder sin opfindelse: flyvehavren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De fleste landmænd har nok prøvet at trave op og ned gennem en kornmark for at spotte de formastelige flyvehavretoppe, som har sneget sig ind på ens jord. For et par uger efter at opdage, at man alligevel har overset nogle få toppe på spredte steder, fordi de var svære at se i kornet. Med marksynskøretøjet bliver det en leg at inspicere marker for flyvehavre. Køretøjet kan køre i eksisterende servicespor og sædet er justerbart, så man er sikker på at sidde i den helt rette højde til at spotte ukrudtet, fortæller Peter Offersen.

Effektiv marktjek

Planteavler Anders Dyrberg ved Sunds har i sommer afprøvet marksynskøretøjet.

- Hvis jeg ikke havde haft flyvehavren, havde jeg ikke haft mulighed for at gennemgå alle mine marker for flyvehavre. Vi plejer at være et par stykker, der hver dag gennemgår markerne i et par timer, men i sommer havde vi for travlt med markvanding og kunne ikke nå det. Med køretøjet var det effektivt og en fornøjelse, fortæller Anders Dyrberg.

- Det er noget nemmere at køre rundt end at gå rundt, især når man er over de 60 år, fortæller planteavleren.

I sommer gennemtjekkede Anders Dyrberg over 450 ha jord med flyvehavrekøretøjet. Planteavleren besluttede sig for at investere i flyvehavren efter sommerens markarbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Marksynskøretøjet bliver præsenteret af Peter Offersen på Agromek 2018.