I en uge har en gruppe japanske sælgere og serviceteknikere fra firmaet Cornes AG været i Danmark for at studere danske malkebesætninger og samtidig få grundig undervisning i One2Feeds fodermixere.

Formålet er at sætte dem i stand til i højere grad selv at servicere de anlæg, som Cornes AG har leveret til japanske mælkeproducenter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi sender altid mange medarbejdere til Eurotier - normalt 15-20 personer, som kigger efter innovative ting, der ikke kan købes i Japan,

Hiroki Suigetsu, direktør for mælkeudstyrs- og robotafdelingen i Cornes AG

Anlæggene er ganske vist direkte tilgængelige online for danske eksperter, men det styrker altid mulighederne, når de lokale firmafolk også kan klare jobbet.

Nyt og nice

Cornes AG importerer landbrugsteknologi til japansk mælkeproduktion primært fra Europa, eksempelvis Holland, Danmark, Italien og Tyskland. Men også lidt fra USA og Canada.

Hiroki Suigetsu, der er direktør for mælkeudstyrs- og robotafdelingen i Cornes AG, fortæller, at firmaets folk finder egnede produkter ved at tage til europæiske messer og spotte alt det, som med hans ord er nyt og nice.

- Vi sender altid mange medarbejdere til Eurotier - normalt 15-20 personer, som kigger efter innovative ting, der ikke kan købes i Japan, fortæller han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og det er typisk service- og salgspersonale, som kender kundernes behov, så de ved næsten med garanti, at noget nyt kan sælges, hvis de vælger at satse på det.

Samarbejdet med One2Feed blev således også indledt efter et besøg på EuroTier i 2010, og siden 2012 har One2Feed leveret fodermixere til japanske stalde.

Billig transport

Hiroki Suigetsu forklarer, at One2Feed og andre europæiske virksomheder er konkurrencedygtige på det japanske marked af flere grunde.

Blandt andet er det forholdsvis billigt at transportere udstyr fra Europa til Japan. Ifølge Hiroki Suigetsu er det billigere den vej end den modsatte retning, fordi den største del af varetransporten foregår fra øst mod vest.

- En 40 fods container koster cirka 4.000 euro at sende fra Hamborg til Japan, og den rummer fire-fem mixere fra One2Feed, så det er ikke specielt dyrt. Det kan være dyrere med lastbiltransport internt i Japan, siger Hiroki Suigetsu.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lille marked

Markedet for landbrugsteknologi er desuden ikke stort nok til for alvor at interessere de store, japanske high-tech-virksomheder.

Den japanske regering har ganske vist forsøgt at understøtte og udvikle virksomhedernes fokus på landbrugsteknologi.

- Enkelte virksomheder er da også begyndt at udvikle moniteringssystemer og lignende, men der er endnu ikke kommet produkter på markedet, fortæller Hiroki Suigetsu.

Gammel virksomhed

Cornes er en koncern med mange forretningsområder. Virksomheden blev grundlagt for 151 år siden af englændere for at sælge forsikringer i Japan. I dag er koncernen ejet af en Hong Kong-kineser.

Der er 180 ansatte i firmaet, som har 16 forretninger i hele Japan.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Desuden enkelte uafhængige forhandlere.