Med 100 millioner kroner afsat til nybyggeri eller renovering af kvægstalde er en væsentlig del af forårets miljøteknologipulje fra NaturErhvervstyrelsen prioriteret kvægsektoren. Dermed kan en landmand med kødkvæg- eller mælkeproduktion få tilskud til nybygning og renovering af kvægstalde.

Miljøteknologipuljen, der netop har åbnet for ansøgninger, har i forårsrunden en samlet pulje på 200 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bedre dyrevelfærd i farestalde

Udover puljen til kvægfolkene er der også afsat 50 millioner kroner til at etablere bedre dyrevelfærd i svineproducenternes farestalde. Der gives således 40 procent i tilskud til etablering af nye farestalde og ombygning af eksisterende bygninger med løsgående søer. Indsatsen vurderes at komme 30.000 søer til gavn og dermed 60.000 årlige faringer i svinestaldene.

For fjerkræsektoren er der denne gang afsat en pulje på 25 millioner kroner til tiltag som bl.a. strømbesparende LED-lys, der optimerer energiforbruget eller gødningsbånd, som reducerer lugtgener samt udledning af ammoniak og klimagasser fra staldene. Puljen er målrettet producenter, der har økologi, skrabe eller fritgående høns og producenter, der vil omlægge til disse produktionsformer.