I løbet af få dage sætter NaturErhvervstyrelsen gang i udbetalingen af 180 millioner kroner i støtte til opfedning af kalve og ungdyr hos danske kvægproducenter.

Dermed får producenterne i løbet af marts udbetalt 801 kroner pr. dyr, som har været tilmeldt ordningen og sendt til slagtning i 2015.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er et væsentligt højere beløb end niveauet i 2014, som var på 473 kroner pr. dyr. Den højere præmiesats skyldes, at der i forbindelse med EU's landbrugsreform blev sat flere penge af til at gøre det mere rentabelt at drive kalve- og ungdyrproduktion i Danmark? forklarer chefkonsulent Gitte Møller Larsen fra NaturErhvervstyrelsen.

I den gamle handyrordning var den årlige støtte på i alt 97 millioner kroner Den nye slagtepræmie gælder også opfedning af kviekalve. Landmændene har kvitteret for de forbedrede økonomiske betingelser. Således har cirka 4.500 landmænd i 2015 søgt og fået bevilget tilskud til 223.000 kvier, tyre og stude mod 4.000 landmænd i 2014 til 204.400 dyr.

Ifølge tal fra Landbrug & Fødevarer er den forhøjede slagtepræmie en af hovedårsagerne til, at dækningsbidraget ved kalve- og ungdyrproduktionen er steget med 17 procent i 2015 i forhold til året før.

Samtidig eksporterer landmændene nu færre spædkalve til udlandet. Ifølge Landbrug & Fødevarers foreløbige opgørelser faldt eksporten med 22 pct. til 33.600 stk. i 2015, hvilket er det laveste niveau siden 2011.