Det skal være slut med at flytte køer kort før kælvning.

Forskere ved Aarhus Universitets Institut for Husdyrvidenskab vil i samarbejde med virksomheden Jyden Bur til efteråret gå i gang med at udvikle en selvbetjent kælvningsboks, der udnytter koens naturlige tendens til at søge isolation fra flokken før kælvning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ideen med projektet er at udvikle et stalddesign, hvor koen har mulighed for selv at søge væk fra flokken i kælvningens tidlige fase, således at hun kælver alene og uforstyrret i en ren enkeltkælvningsboks, hvor hun kan opholde sig sammen med sin kalv de første timer efter kalvens fødsel, forklarer projektets leder Margit Bak Jensen i en pressemeddelelse.

Selvbetjening

- Projektet undersøger, hvad køer opfatter som en optimal kælvningsboks og det rette niveau af isolation samt hvilke forudsætninger, der skal være opfyldt for, at køer kan betjene kælvningsboksen og den tilhørende låge, der sikrer, at hun kan være alene i boksen. Udviklingen af konceptet bygger på denne viden.

Det kan være svært at forudsige tidspunktet for kælvning, hvilket betyder, at mange køer flyttet ofte bliver flyttet på et forkert tidspunkt - enten for sent eller tidligt - hvilket giver dårlig dyrevelfærd.

Projektet skal testes hos en mælkeproducent. Under denne afprøvning skal køer kælve henholdsvis i en almindelig kælvningsafdeling og i det nye koncept (mindst 75 køer i hvert af de to systemer), og virkningen på forekomsten af kælvningsbesvær, behandlinger for produktionssygdomme, kalvedødelighed og sygelighed samt mælkeydelse undersøges.

Endvidere ses nærmere på, hvor stort forbruget af arbejdstid er i de to systemer.