En fugl i hånden er lige så god som en eller flere fugle på taget.

Sådan kan en reaktion fra Videncenter for Svineproduktion og Fødevareforbundet NNF tolkes. De to organisationer for henholdsvis svineproducenter og slagteriansatte efterlyser nemlig handling på de muligheder, som de allerede har lagt frem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Både Videncenter for Svineproduktion (VSP) og Fødevareforbundet NNF roser regeringens netop fremlagte Vækstplan DK, men ifølge en pressemeddelelse savner både NNF og VSP stadig, at der følges op på de sikre vækstinitiativer, som svineproducenter, slagterier og fagbevægelse præsenterede ved årets svinekongres i oktober.

Råvarer til slagterier

- Nu mangler vi bare at sikre slagteriernes råvaregrundlag i svineproduktionen, ellers hjælper det jo ikke ret meget. Allerede på efterårets svinekongres anviste vi en sikker vej til 2.800 arbejdspladser i svinesektoren og mere end tre milliarder kroner ekstra i eksportindtægter om året ved at styrke den danske produktion af slagtesvin, siger formand for VSP, Lindhardt B. Nielsen.

Handling på smågriseanalyse

Også Ole Wehlast, formand for Fødevareforbundet NNF, så gerne, at jobpotentialet indfries med det samme. Men det kræver, at Fødevareministeren følger op på den smågriseanalyse, hun har fået lavet af Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet.

- Nu er analysen lavet, og det var ellers planen, at alle involverede parter skulle inviteres til en fælles diskussion om, hvordan vi får realiseret det jobpotentiale, der er i den danske svineproduktion og dens følgeerhverv, men vi venter stadig med arbejdshandskerne på, siger Ole Wehlast.