Ensileringssæsonen nærmer sig med raske skridt, og så opstår det tilbagevendende spørgsmål hos mange landmænd: Hvad kan man selv gøre i ensileringsprocessen og samtidig spare penge? Det spørgsmål stiller Flemming Hedegaard, chefrådgiver hos Byggeri og Teknik I/S i den nyeste udgave af Bovilogisk, der udkommer torsdag den 19. maj.

Flemming Hedegaard påpeger, at mange glemmer at sikre sig, at det, de selv vælger at gøre, ikke koster både foderkvalitet og penge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der findes ingen eller kun meget få markopgaver, som må få kvægbrugere til at gå på kompromis med arbejdet i stalden. Når man overvejer en maskininvestering − også i forbindelse med ensilering − skal og bør man spørge sig selv: giver denne investering merværdi? Hvis svaret er nej, så skal man glemme alt om investeringen. Er svaret klart ja, så kan man gå videre og se, hvad der er muligt, og om investeringen kan være en rentabel forretning, skriver Flemming Hedegaard.

To andre vigtige parametre er ifølge Flemming Hedegaard tid og viden.

- Man er tvunget til at vurdere, om man kan løfte nye opgaver uden at forsømme andre steder på bedriften. Hvis man for eksempel køber en gammel finsnitter og dermed løber en stor risiko, så skal man være helt sikker på, at man også har en mulig indtjening, der står mål med risikoen, så man ikke bare opnår store regninger og dårlig grovfoderkvalitet, skriver han således.

Læs mere om Flemming Hedegaards anbefalinger i den nye udgave af Bovilogisk, der udkommer torsdag den 19. maj. Der kan bestilles abonnement på www.bovilogisk.dk eller 7620 7970.