Agrometer SRS 12 er en bugseret slangetromle, der trækkes af en traktor, og som kan monteres med nedfælder til både sort jord og til grønjord. Slangetromlen rummer op til 650 meter fire-tommer slange, og op til 550 meter, hvis dimensionen på slangen er fem tommer.

Egenvægten på vognen med fyldt og oprullet slange oplyser Agrometer til 13.700 kg. Dertil skal lægges vægten på nedfælderen. Men da vægten fordeles dels på traktoren og dels på to store hjul med dæk, der er godt en meter brede, bliver trykket fra SRS 12 markant lavere end fra en stor gyllevogn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra tank elle buffer

Gyllen pumpes til slangevognen enten direkte fra lagertanken eller fra en buffertank, hvor gyllen køres til med lastbiler. Efterhånden som slangen rulles ud, lægger en speciel styrearm på vognen slangen ud til den side af nedfælderen, hvor næste træk skal tages. På tilbagevejen samler armen slangen op, uden at der hverken bliver slæbt med slangen eller trukket i den. Ifølge Agrometer giver den nænsomme håndtering af slangen den en lang levetid.

Nedfælder i trepunktslift

Nedfælderen monteres på slangevognen i en trepunktslift, og til maskinen leverer Agrometer enten en otte meter bred SN 800 sortjordsnedfælder eller en 12 meter bred GN1200 grønjordsnedfælder. Men i princippet kan alle nedfældertyper med trepunktsophæng monteres på vognen.

Når vognen flyttes fra et job til et andet, sker det med fyldt slange. Derfor skal der ikke bruges kostbar tid på at tømme maskinen for gylle.