Hvis man har dyrkningsarealer på marine aflejringer, er der chance for, at udbyttet kan hæves betydeligt ved at tilføre ekstra fosfor - også hvis marken i forvejen har høje fosfortal. Det viser resultater fra landsforsøg udført i 2020 af Seges i samarbejde med LandboNord og Aarhus Universitet.
- I den traditionelle fosforrådgivning vil man sige, at der et behov for tildeling af fosfor, hvis fosfortallet er under to. Men i flere forsøg de senere år har vi set, at der har været stor respons i udbyttet ved at tildele fosfor som handelsgødning i nogle marker med væsentligt højere fosfortal. Derfor har vi undersøgt, om der kunne være en fællesnævner for de arealer, hvor der er den respons, fortæller Camilla Lemming, specialkonsulent i gødning hos Seges.