Fra næste planperiode indfører Miljøstyrelsen mulighed for at føre direkte kontrol ud fra jordbrugerens indberettede sprøjtejournal, oplyser Miljøstyrlesen.

Hidtil er jordbrugernes indberettede sprøjtejournal-data i Miljøstyrelsens SJI-system alene blevet brugt til indsamling af data til statistik, indberetning af denne statistik til EU-Kommissionen og som grundlag for udvælgelse af virksomheder til Landbrugsstyrelsens fysiske kontrol besøg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som noget nyt indfører Miljøstyrelsen fra næste planperiode mulighed for, at oplysningerne kan anvendes til direkte kontrol af anvendelse af ulovlige sprøjtemidler.

Miljøstyrelsen vil for første gang oplyse om denne mulighed ved indberetninger i SJI-systemet for planperioden 2020/2021, det vil sige for perioden 1. august 2020 til 31. juli 2021, som har indberetningsfrist 31. marts 2022.

Det bliver således efter 31. marts 2022 muligt for Miljøstyrelsen at håndhæve overtrædelser om brug af ulovlige sprøjtemidler alene på baggrund af indberetningen i SJI.