- Det er med stor beklagelse, vi må konstatere, at vores systemer har svigtet, og en knækket kanyle har fundet vej til en japansk kunde, skriver Tican i ugens Orientering.

Slagteriet minder landmændene om at følge de retningslinjer, der er for knækkede kanyler, og at informere sine medarbejdere om den gældende procedure.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er af afgørende betydning for vores kunder og forbrugere, at der ikke er fremmedlegemer i vores produkter. Jeg opfordrer andelshaverne til at anvende kanyler af god kvalitet, som kan spores.Og skulle en kanyle bøje under injektion, må den ikke rettes ud. den skal skiftes, siger Henrik Bækstrøm. 

Forbi metaldetektoren

Når grisen er korrekt opmærket, behandles den separat og udbenes i en særlig afdeling på slagteriet.

- Desværre er der stadig leverandører, der ikke følger retningslinjerne. Det kan vi konstatere på vores udbeningsafdeling i Fjerritslev, skriver Tican.

- Vi finder i gennemsnit én kanyle om måneden i vores metaldetektor - altså har disse grise ikke været korrekt opmærket, siger fabrikschef Jan Iversen og fortsætter:

- Vores metaldetektor er utrolig følsom, men den kan selvfølgelig overse en ud af 100.000 kanyler, slutter han.