Selvom omsætningen dykkede en smule i 2016, var året alligevel økonomisk meget positivt for Økologisk Landsforening.

Overskuddet for 2016, der endte på 1,7 millioner kroner, er nemlig det højeste i foreningens historie. I 2015 var overskuddet på 1,3 millioner kroner, og der er altså tale om en stigning på godt 24 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Omsætningen i Økologisk Landsforening tog som nævnt et dyk i 2016 set i forhold til året før. I 2016 var omsætningen 79,4 millioner kroner, mens tallet var 80,6 millioner kroner i 2015. Når Økologisk Landsforening så kan lave et større overskud trods en mindre omsætning, kan det skyldes, at omkostningerne til personale er faldet fra 34,7 millioner kroner i 2015 til 29,9 millioner kroner i 2016.

Ud af de 1,7 millioner kroner i overskud har Økologisk Landsforening valgt at afsætte 200.000 kroner til Danmarks Økologiske Jordbrugsfond, og med de resterende 1,5 millioner kroner har Økologisk Landsforening nu fordoblet foreningens egenkapital, som er steget fra 1,6 millioner kroner i 2015 til 3,1 millioner kroner i 2016.

Foreningens regnskab blev godkendt på Økologisk Landsforenings generalforsamling i Vingsted.