Gehl producerede i starten udelukkende skridstyrede minilæssere, og først i 2006 introducerede den amerikanske producent de første egenproducerede knækstyrede minilæsser. Den forholdsvis sene introduktion skal ses i lyset af, at det nordamerikanske marked var og er domineret af skridstyrede minilæssere. I Europa havde de skridstyrede læssere imidlertid fået konkurrence af knækstyrede læssemaskiner, og da Gehl også var repræsenteret på det europæiske marked, kom der naturligvis også knækstyrede modeller på markedet.

I 2004 indgik Gehl et partnerskab med Manitou, og i 2008 overtog franskmændene Gehl. Overtagelsen ændrede ikke på, at såvel produktudvikling som produktionen af Gehl stadig foregår i USA.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gehl tilbyder i dag et bredt program af skridstyrede minilæssere på både hjul og bælter. Programmet af knækstyrede minilæssere omfatter fire modeller, hvor den største model er med en 74 hestes motor og en løftehøjde på 3,45 meter. Derudover tilbyder Gehl et bredt program af minigravere samt to serie af teleskoplæssere.

Mindre maskine løfter mere

Der er fordele og ulemper ved både skridstyrede og knækstyrede minilæssere. Den skridstyrede læsser er kompakt, vender om sin egen akse og er forholdsvis stabil.

Ulempen ved styresystemet er, at det er hårdt ved både dæk og underlag, når der drejes. På de fleste modeller skal føreren kravle over skovlen for at kunne sætte sig i førersædet. I forhold til størrelse og effekt løfter de knækstyrede minilæssere mere, og der er gode adgangsforhold til førerplatformen. De kræver lidt mere plads for at vende, til gengæld ødelægger de hverken dæk eller underlag. De knækstyrede modeller bliver ustabile, hvis der drejes med løftet bom.

Hydrostatisk transmission

Den brugte Gehl AL 140 er set hos Stenderup A/S, som har haft importen af Gehl siden 1992. Maskinen, som er udstyret med styrtbøjle, er fra 2007 og har gået 2.800 timer.

Modellen blev introduceret i 2006 og var den mindste model i en serie af seks minilæssere. Gehl AL 140 drives af en trecylindret Yanmar dieselmotor på 1,1 liter. Motoren har en effekt på 23 hestekræfter og læsseren vejer godt 1.700 kg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Transmissionen er hydrostatisk, og der er 45 procent spærring på hjulene. Læseren har en topfart på 12 km/t, og motoren tager omdrejninger efter behov.

Hydraulisk redskabslås

Den brugte læsser har Bobcat-skifte og er med hydraulisk redskabslås. Læsseren kontrolleres fra et joystick, som betjener læsseren og vendegearet. Et håndtag ved siden af joysticket betjener en eventuel tredjefunktion, som der er ført slanger til ud på læsseren.

Gehl AL 140 markedsføres stadig, og kun ganske lidt adskiller den brugte maskine fra en fabriksny model. Blandt andet betjenes tredje funktion nu fra joysticket og der er som standard hydraulisk redskabslås.

Prøvekør maskinen

Man kan godt stå og sparke lidt på dækken og rykke lidt i læsseren, men det bedste indtryk får man af prøvekøre maskinen.

- Når maskine er startet op, er det let at kontrollere slør i såvel knækled som i læssearm. Læg skovlen an mod jorden og se efter hvordan delene bevæger sig omkring knækleddet. Ved den simple manøvre kan man også let danne sig et billede af, hvor slidte nagler og bøsninger er i selve læsseren, siger Hans Henrik Jensen, salgskonsulent med ansvar for salg af entreprenør- og anlægsmaskiner hos Stenderup A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I den nederste del af knækledet kører Gehl med et bæreleje, mens et pivotled i leddets øverste del giver den fornødne bevægelsesfrihed imellem maskinens forreste og bagerste del.

- Leddet har samme dimension som på de større maskiner. Det er derfor en meget stærk konstruktion, og hvis elleres det vedligeholdes med fedt, giver det sjældent problemer. Modsat kan det også ødelægges i løbet af nogle få tusinde timer, hvis det ikke serviceres, siger salgskonsulenten.

Da minilæsseren på mange bedrifter er en allemandsmaskiner, som anvendes til både stort og småt, anbefaler han at smøringen af maskinen sættes i system. Lidt men tit smøring er det optimale men som minimum skal maskinen smøres, hver gang den tankes med dieselolie.

Centralsmøreranlæg vinder frem

Stenderup monterer efterhånden centralsmøreranlæg på rigtig mange nye læssemaskiner, og Hans Henrik Jensen er ikke i tvivl om, at omkostningerne til anlægget er givet godt ud.

- Et automatisk smøreanlæg giver arbejdsbesparelser i hverdagen og samtidig øger det gensalgsværdien på maskinen. Problemet er blot, at der er lige så mange smøresteder på en minilæsser til nogle få hundrede tusinde som på en stor gummiged. Derfor koster et anlæg til de to maskiner stort set det samme, og automatisk smøring er derfor ikke så udbredt på de små maskiner, siger Hans Henrik Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Afprøv motor og transmission

I landbruget anvendes minilæssere ofte hvor der er støv og halm. Ved manglende vedligehold er der risiko for køleren lukket til, og motoren køres varm. Når motorhjelmen bag på Gehl AL 140 åbnes er der fri adgang til køleren og til oliepinden. Hovedafbryderen er anbragt under motorhjelmen så den er låst inde, når motorhjelmen låses. Det minimerer risikoen for tyveri af maskinen.

- Før der handles brugt læsser, er det altid en god ide at prøvekøre maskine. Få motor og transmission op i temperatur og se efter om motoren lækker vand eller olie. Lyt ligeledes efter at den starter og går som den skal. Få en skovl monteret på læsseren og kør inde i en stak grus. Kan den fylde skovlen, eller slår den blot stille og slår overtryksventilen fra med det samme. Gør den det, kan det være tegn på, at hydraulikpumpen er slidt, siger Hans Henrik Jensen.

Den lille Gehl skal serviceres med ny motorolie for hver 250 timer, og i vurderingen af prisen på en brugt læsser, vægter den sønderjyske salgskonsulent maskinens servicehistorik højt.