Formand for Sønderjysk Landboforening, Christian Lund, kunne byde velkommen til fem lokalvalgte politikere: Transportminister Hans Chr. Schmidt og Anni Matthiesen fra Venstre, Susanne Eilersen og Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti og Henrik Dahl fra Liberal Alliance.

Fra Sønderjysk Landboforenings side deltog foruden formanden, næstformand Berith Nissen, og bestyrelsesmedlem Johan Schmidt, direktør Erik Lydiksen samt repræsentanter for chefteamet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den forkerte vej

Sønderjysk Landboforenings slog fast, at med de nuværende rammebetingelser, går det den forkerte vej for dansk landbrug. Politikerne blev præsenteret for flere eksempler på dette; bl.a. et faldende antal private arbejdspladser i fødevaresektoren, fra 182.000 jobs i 2012 til 169.000 jobs i 2015. Et fald der skyldes, at også fødevareforarbejdning og følgeerhverv bliver ramt, når landbrug må lukke.

Næstformand Berith Nissen fremlagde dernæst de barske effekter af de mest belastende rammebetingelser, som slider landmændenes økonomi. Blandt andet virkningen af skatter og afgifter, samt de forventede effekter af de vandområdeplaner, som har været i høring.

Formand Christian Lund gennemgik kvægbrugernes situation, og efterlyste en politik, der fremtidigt kan sikre mælkeproducenterne vilkår, der kan matche de lande vi skal konkurrere med ude i verden. Vi er ganske dygtige i Danmark, men ikke dygtige nok til at modstå forskellene i rammevilkår imellem landene, bemærkede han.

Landbruget ER vigtigt

Blandt politikerne var det tydeligt at mærke, at der er en positiv stemning omkring at lave politik til gavn for landbruget.

Der var enighed om, at landbruget er vigtigt for Danmark, og spørgelysten var stor. Men der kom ingen konkrete løfter frem ved mødet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Slip vækstpotentialet løs

Til gengæld foreslog formand Christian Lund, at man bør slippe landbrugets vækstpotentiale løs. Der er 25.000 jobs og 50 milliarder kroner i eksportværdi at hente:

- Jeg er helt overbevist om, at det vil være til stor gavn for landet som helhed, såvel som det vil gavne de 42 procent af befolkningen som fortsat bor i landdistrikterne eller mindre bysamfund med under 40.000 indbyggere i kommunerne .

Gode råd

De fem politikere var særdeles spørgelystne. Og selv om der ikke kom nogen løfter på bordet var der flere gode råd til landbruget om, hvordan landbruget selv medvirker til at sikre sig en bedre fremtid:

Vær enige i landbruget, og meld klart ud vedr. den ønskede politik

Vær dygtige til at argumentere og debattere. Det er vigtigt I bliver hørt

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vær skarpe med forklaringer til politikere

Kom med "de gode historier" til forbrugerne om dansk landbrug i dag.