Som noget nyt har DLG modtaget et stort skib med rester fra olivenpresning, som får brændværdi i danske biogasanlæg. Olivenresterne, også kaldet olivenpulp, er et restprodukt man tidligere spredte ud på markerne i Spanien, men som nu får værdi i biogasanlæg.

Olivenresterne omdannes til CO2-neutral metangas og falder fint i tråd med statens målsætning om, at biogas skal spille en større rolle for at nå 2020 målene om, at 30% af energien skal være vedvarende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi leverer 3/4 af lasten direkte ud til danske biogasanlæg og tager resten ind på lager til levering efter andre biogasanlægs forbrugsbehov. I DLG har vi en naturlig rolle som leverandør af biogasrelaterede produkter, da vi i forvejen leverer rigtig mange råvarer og landbrugsprodukter til vores kunder, siger produktchef for biogas i DLG, Peter Linde Jensen.

Biogassen fra olivenresterne bruges til fjernvarme, naturgas og strøm til de danske forbrugere.

Biogas hitter

Flere og flere landmænd får øjnene op for etablering af biogasanlæg. Ny lovgivning betyder, at halvdelen af alt gylle fremover skal renses i biogasanlæg. Fremadrettet er der forventninger om mange og store investeringer i nye anlæg.

Ud over gylle kan halmpiller, frøgræsafrens og solsikkeafskalning også bruges som brændsel i biogasanlæg.