- Nu skal dyrene have det godt, siger Peter Højen Sørensen.

Øget dyrevelfærd har været ledestjernen for hans nye byggeprojekt, hvor en ny stald til Peter Højen Sørensens Limousine-kvæg er ved at blive opført ved siden af den oprindelige gård i Præstbro, lidt nord for Dronninglund.

Artiklen fortsætter efter annoncen

JE Byg Flauenskjold bygger, mens VJ Staldinventar leverer alt inventar til den nye kvægstald, der forhåbentlig også betyder en arbejdslettelse for Peter Højen Sørensen.

Altid kvæg

Der har i mange år været kvæg på gården i det østlige Vendsyssel. Peter Højen Sørensens far købte gården i 1961, og Peter Højen Sørensen overtog bedriften i 1987. På det tidspunkt var der både kvæg og svin på gården, men svinene blev solgt fra i 1994.

Problemer med helbredet betød, at han trappede produktionen en tand ned og solgte malkekvæget fra i 2000 for i stedet at koncentrere sig om kødkvæg.

- Det fik jeg en del kommentarer til dengang. Flere mente, at der ikke var penge i kødkvæg, husker Peter Højen Sørensen.

- Men det passer jo ikke helt. Det ser da ud til, at kødkvæg har positiv fremgang i vente.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Desuden har der jo altid været kvæg her på gården. Det ville da være trist, hvis de eneste dyr på gården var en hund og en kat, siger han.

Venter på næste skridt

Overvejelserne om en ny stald til Peter Højen Sørensens Limousine-kvæg begyndte at rumstere i efteråret 2005.

- Vi var enige om, at der skulle ske noget. Så vi kontaktede kommunen og håndværkerfirmaer og endte med en løsning, hvor et håndværkerfirma leverede råhuset - og jeg selv stod for bunden, fortæller han.

- Vi gravede ud til sokkelen en tirsdag morgen. Allerede torsdag var der rejsning på den nye bygning. Så håndværkerne ved godt, hvad de laver, og det gik stærkt i den fase, siger han.

Men siden har Peter Højen Sørensen mærket til travlheden i byggeribranchen. Den 21,48 gange 48 meter store kvægstald skulle stå færdig her i juli, men mangler stadig en del arbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis folk går i byggeplaner, vil jeg da råde dem til at tænke langsigtet, siger Peter Højen Sørensen med et smil.

- Så vi venter lige nu på næste skridt, siger han. Peter Højen Sørensen tager forsinkelserne i projektet med godt humør og glæder sig ved det gode håndværk.

- Der er brugt fine materialer, og der er brugt mange gode løsninger. Håndværket og finish er meget flot. Kvalitet og udformning er rigtig god. Projektet løber nok op i over en million kroner, men kvalitet koster jo, siger Peter Højen Sørensen.

Dyrevelfærd og arbejdslettelse

Når den nye kvægstald står færdig, forlader dyrene en traditionel bindestald til malkekvæg.

De nye rammer byder blandt andet på to sektioner til ammekøer, foderautomat, kalveskjul og separate afsnit til avlstyre, kvier, goldkøer, halmlager og bokse til heste.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det her projekt handler udelukkende om at forbedre dyrevelfærden. Etik i forhold til dyrenes vilkår fylder virkeligt meget i mine overvejelser om dette byggeprojekt, understreger Peter Højen Sørensen.

- I den nye stald får dyrene ubegrænset adgang til det fri, separat repos til foder, frostsikre vandkopper og et dybstrøelses-areal på 6,5-7 kvadratmeter pr. ko, forklarer han.

På grund af Peter Højen Sørensens rygproblemer, ser han også frem til en arbejdslettelse i de nye rammer.

- Nu kommer alle køer i samme hus. Vi får én fodergang på tre meter i modsætning til det hidtidige system.

- Det betyder en arbejdslettelse for mig, at det hele er samlet i midten. Jeg får bedre overblik. Jeg kan køre foderet ind med traktor eller minilæsser, og det manuelle arbejde vil blive mindre, fremhæver han i forbindelse med den nye stald, hvor der vil være plads til 50 ammekøer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sociale dyr

- Jeg har nu 37 ammekøer og cirka 120 fedekalve, siger Peter Højen Sørensen, som råder over et areal på knap 60 hektar, hvor han også dyrker græs, hvede, majs, vinter- og vårbyg samt et braklagt areal.

Han fortæller, at der har været en stor omvæltning at gå over til at koncentrere sig fuldt ud om kødkvæg.

- Men efter et traktoruheld kunne min ryg altså ikke holde til mælkeproduktionen. Det skal man da lige vænne sig til, siger han.

- Der er jo mange ting, der skal gå op, når man går over til kødkvæg. Men de er efterhånden gået op, siger Peter Højen Sørensen, der har bemærket visse forskelle mellem malkekvæg og kødkvæg.

- Det lyder måske mærkeligt, men kødkvæg virker altså mere sociale end malkekvæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Har vi eksempelvis tre af vores sortbrogede køer ude på græs, går de hver for sig. Omvendt holder Limousine-køerne sammen i en flok, fortæller han og nævner, at rangordenen virker tydeligere blandt Limousine-kvæg.

Limousine-koloni

- Mere sociale er måske ikke det rigtige udtryk, men der er altså et eller andet, siger Peter Højen Sørensen, der ikke har mærket spor til det iltre temperament, som Limousine-kvæg blev beskyldt for at have for nogle år siden.

- De her er i hvert fald meget rolige og medgørlige. Og så er de jo pæne dyr, siger han.

Peter Højen Sørensen går meget op i avl, og han forsøger løbende at forbedre genetikken i besætningen. For nylig fik én af hans kvier en ærespræmie på Hjørring Dyrskue.

- Det kan godt være, at jeg ikke kan følge de bedste avlere i landet helt til dørs. Men det går bestemt godt her, siger Peter Højer Sørensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En hel del kødkvægs-producenter her i området har også fået Limousine-kvæg efter, at jeg begyndte. Så nu er vi efterhånden en hel Limousine-koloni i det østlige Vendsyssel, siger han.