Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

New Hollands kompakte sværvægter

Af Morten Damsgaard - 23. apr. 2016 KL. 08:56

  • ww198184_1
  • ww198184_2
  • ww198184_3
  • ww198184_4
  • ww198184_5
  • ww198184_6
  • ww198184_7
  • ww198184_8
  • ww198184_9
  • ww198184_10
  • ww198184_11
  • ww198184_12
  • ww198184_13
  • ww198184_14
  • ww198184_15
  • ww198184_16
  • ww198184_17
  • ww198184_18

Med T7 Heavy Duty er New Holland klar med en ny traktorserie, som bringer producenten op i et spændende effektområde til det danske marked.

Men en seks furet on-land plov fra Kverneland på knap 20 tommer, og med en fremkørselshastighed på otte kilometer i timen, kan man bestemt ikke mærke på den nye New Holland T7.315 Heavy Duty AutoCommand, at der vendes jord. Arbejdet foregår med 1.300 motoromdrejninger, og med et dieselforbrug i starten af de 30 liter i timen.

Når jeg løfter ploven ved forageret for at vende den rundt, sker det også uden problemer, og det er til trods for at jeg kun har en "mindre" vægtklods på 1.500 kg spændt i frontliften.

citat startcitat start

Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg i New Holland T7.315 er kommet afsted i en traktor, som er langt større end den nuværende T7-serie

Morten Damsgaard, PowerGear-testpilot

citat slutcitat slut

Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg i New Holland T7.315 er kommet afsted i en traktor, som er langt større end den nuværende T7-serie, som stopper ved topmodellen T7.270, som med 270 maksimale hestekræfter har fået to nye storebrødre i form af T7.290 og T7.315 Heavy Duty.

I denne udgave af PowerGear afprøver vi topmodellen, som med 313 maksimale hestekræfter lander i en spændende effektklasse, som er meget interessant for de danske maskinstationer og større landbrug.

Den nye serie har fået tilnavnet Heavy Duty, og det er bestemt passende, da der er tale om en traktor, som ikke er meget større end T7-serien, men som er væsentligt kraftigere.

Kraftigere foraksel

De danske maskinstationer og større landbrug har længe ventet på er en større dieseltank på T7-serien. Og med 630 liter brændstof i den nye T7 Heavy Duty-serie er der bestemt brændstof nok til en lang arbejdsdag med skårlæggeren eller gyllevognen.

Et andet punkt, som længe har bedt om en opdatering, er forakslen. På den nye traktorserie, er der blevet monteret en foraksel med samme dimensioner som T8-serien, som er væsentligt kraftigere, og samtidigt tillader traktoren at få monteret tvillinghjul foran, uden at chaufføren skal være nervøs for ødelagte hjullejer.

Forakslen er affjedret med to store stempler, som med 110 millimeter frigang og sammen med kabineaffjedringen gav en rigtig god affjedring under testen - både på vejen og i marken.

Forakselaffjedringen er desuden monteret bagerst på bundkaret, og det skyldes, at bundkaret forbinder forakslen med resten af traktoren og er derfor den bærende del af den nye traktor-serie. Dermed har forakslen ikke længere forbindelse til motorblokken, og det fjerner belastninger fra selve motoren.

Alle heste til rådighed

At bundkaret er den bærende del på traktoren, ses også på den nye konstruktion i motorrummet.

Motoren er placeret langt nede på traktoren, og gør, at når jeg står på jorden ved siden af traktoren, kan jeg faktisk kigge over motoren.

Det er samme 6,7 liters FiatPowertrain Tecnologies (FPT)-motor som ligger i T7-serien. Dog er topstykket, plejlstængerne og stemplerne kraftig forbedret og gør, at traktoren kommer op og yder over 300 hestekræfter.

Blandt andet er motoren nu også udstyret med en turbo med variable turboblade, som motorstyringen vinkler, og på den måde kan udnytte turboens arbejdsområde i et langt større interval.

Landbrugets Traktorafprøvning har målt den maksimale effekt ved 1.800 motoromdrejninger til 304 hestekræfter. Vi plejer at antage, at der forsvinder cirka 30 hestekræfter igennem transmission og drivlinjer, og derfor holder New Holland i den grad hvad de lover med den høje effekt, som vi har målt på PTO-udtaget.

Desuden målte vi 2.360 newtonmeter på PTO-udtaget ved 1.400 motoromdrejninger, hvilket svarer til 1.242 newtonmeter på motoren, hvilket også stemmer overens med de tal, som New Holland opgiver.

Ikke nok med at alle hestekræfter og newtonmeter er hjemme under den blå motorhjelm, så sker det også med et meget flot brændstofforbrug, som ved maksimal belastning ligger på 212 g/kWh, hvilket svarer til knap 55 liter brændstof i timen.

Det er i den lave ende af skalaen for traktorer i denne effektgruppe, og det er virkelig noget, der giver plusser hos PowerGear-teamet.

Det er desuden meget relevant at nævne, at alle hestekræfter er til rådighed hele tiden - der er intet boost på den nye New Holland Heavy Duty-serie.

Lille kabine

Kabinen på T7 Heavy Duty-serien er magen til den kabine, som New Holland efterhånden har kørt med i 12 år. Det er samme kabine, som sidder på T6- og T7-serien, og når man tænker på Heavy Duty-seriens størrelse, så måtte kabinen gerne være en anelse større.

Der er absolut intet plads bag førersædet, og til højre for chaufføren er der begrænset plads til at sætte en eventuel køletaske til mad og drikkevarer på de lange arbejdsdage. Man kunne uden problemer have placeret en kabine fra T8-serien på T7 Heavy Duty-serien, eller i det mindste have gjort den 40 til 50 centimeter længere.

Fra førersædet kan jeg alligevel ikke se trækbommen, da mit hoved rammer mod bagruden ret hurtigt.

Når kritikken er givet ud, så skal New Holland også have ros for, at der i en kabine, som har 12 år på bagen, kan opleves et så lavt støjniveau, som vi målte under testen. Lyden svingede fra 69 til 72 dB(a), hvilket svarer til lydniveauet i en personbil.

Højre armlæn ligger godt for mig, og jeg er ret godt tilfreds med New Hollands 'liftmus', hvor jeg let kan regulere dybden i længderetningen. Desuden er alle funktioner til traktoren samlet i højre armlæn, hvilket gør det let og hurtigt at navigere rundt.

Let og hurtig navigation sker også i terminalen, som er placeret for enden af højre armlæn. Her sidder den 26 centimeter brede IntelliView-terminal, hvor en lang række funktioner på traktoren sættes op.

Velfungerende foragerautomatik

Ét af de nyeste punkter i IntelliView-terminalen er foragerautomatikken. Vi har ofte påpeget, at New Holland har haft en meget utidssvarende og gammeldags foragerautomatik, men det er så sandelig slut i den nye T7 HD.

I den nye foragerautomatik har jeg mulighed for at sætte hele automatikken op på forhånd i maskinhuset eller på marken, og let redigere og flytte rundt på funktionerne, når jeg kommer igang med arbejdet i marken, og måske opdager, at enkelte funktioner burde byttes rundt. Der er både mulighed for at slette, tilføje eller redigere i automatikken, og jeg kan lægge flere forskellige automatikker ind, så det passer til en mark, som måske er skrå i den ene ende og lige i den modsatte. Sådan, New Holland.

Ikke nok med at jeg kan redigere foragerautomatikken, så kan jeg faktisk også redigere, hvilke hydraulikventiler jeg betjener fra hvilket udtag. Dermed er det ikke længere nødvendigvis kun ventil 1 og 2, jeg benytter fra krydshåndtaget, det kan lige så let være 2 og 4. Det hele sættes op i IntelliView-terminalen.

Det eneste New Holland ikke har rettet, er returnering af fjernventiler på armlænet. Hvis jeg sætter en timerfunktion på et fjernudtag, så returnerer fjernudtaget ikke til neutral i kabinen, når timeren er udløbet. Ventilen stopper naturligvis med at give olie, men jeg skal manuelt hen og skubbe håndtaget tilbage i neutral. Det ser vi gerne bliver ændret.

Desuden må New Holland også gerne sætte en pedal i traktoren til justering af rattet. De kan blot se på T8-serien, hvor let og elegant det kan gøres.

Let på vejen

Traktoren kan klare de store opgaver i marken med en maksimalt tilladt vægt på bagakslen på 11,6 ton, og forakslen med tvillinghjul må belastes med 6,5 ton.

Traktoren vejer 10,5 ton uden vægte, og kan vejes op til maksimalt 16 ton. Det gør traktoren interessant til eksempelvis en gyllevogn. Og noget der virkelig også gør gyllekørsel interessant, det er muligheden for at bremse et stort vogntog til standsning ved blot at bruge motorbremsen.

Når jeg aktiverer motorbremsen til venstre for koblingen, så stoppes indsprøjtningen til motoren. Samtidigt lukkes en ventil i udstødningsmanifolden, og stemplerne bremses i deres arbejdsgang. Den variable turbo vinkler turbobladene helt op og der sættes fuld hastighed på kølevingerne.

Det er tydeligt at mærke på landevejen, hvordan traktoren sikkert bringes til standsning, selv fra hastigheder over 40 kilometer i timen. Motorbremsen kan sættes i tre forskellige niveauer afhængig af, hvor kraftig traktoren skal bringes til standsning. Da jeg på et tidspunkt under testen havde en passager med på passersædet, bemærkede jeg dog, at pedalen til motorbremsen gerne måtte sidde tættere på mig, da min passager sad en smule i vejen for at trykke på pedalen. Det bevidner måske også om den lille kabine, som gerne måtte have været større.

Under vejtransport er jeg meget imponeret over, hvor stabilt traktoren kører, selv med den seks furet on-land plov i liften.

Der er ingen tvivl om, at New Holland T7 Heavy Duty er en traktor, som er spændende for det danske marked, da de 300 hestekræfter i den kompakte form gør den meget attraktiv for selv større arbejdsopgaver, som gyllekørsel med 25 ton gyllevogn, pløjning med stor liftplov, bigballepresning eller andre opgaver, som kræver stor effekt.

Prisen på den nye T7.315 Heavy Duty starter fra 1,7 millioner kroner, og den afprøvede traktor kostede med alt udstyr 1,9 millioner kroner. Alternativ til den testede traktor kan være en New Holland T8.320, hvor priserne starter fra 1,5 millioner.

Det er dog vigtigt at sammenligne akselafstanden, som er 15 centimeter kortere på T7 HD sammenlignet med T8-serien, og 10 centimeter længere end T7-serien.

Dermed er T7 HD langt snildere end T8-serien, og kan helt sikkert udføre en lang række opgaver med samme, eller måske endda lavere brændstofforbrug til følge.

Plusser

Effektfuld motor

Stabil traktor med stor plov

Lydløs kabine

Effektiv motorbremse

Stor brændstoftank

Selvoprettende rat

Minusser

Mangler plads i kabinen

Knapper til hydraulik returnerer ikke til neutral

Udsyn til trækbom

Indstilling af rattet

Tekniske specifikationer

Motortype: FPT

Slagvolumen, l: 6,7

Nominel effekt kW/hk: 221/300

Maksimal effekt, kW/hk: 230/313

Moment, nm: 1.282

Egenvægt i alt, kg: 10.500

Transmission: Trinløs

Brændstoftank, l: 630

AdBlue tank, l: 96

Hydraulikydelse, l/min: 165 (210)

Maksimal løftekap. i bag, kg: 11.058

Maksimal løftekap. i front, kg: 5,821

Totallængde, m: 5,7

Højde, m: 3,2

Akselafstand, m: 2,995

Venderadius, m: 7,7

Fordæk: 650/60 R34

Bagdæk: 710/75 R42

Lydniveau

Ved tomgang i stilstand, blæser slukket: 68 dBA (850 omdr/min)

Ved tomgang i stilstand, blæser fuld tryk: 71 dBA

(850 omdr/min)

Ved maksimal gas i stilstand: 75 dBA (2150 omdr/min)

Ved 40 km/t på vejen: 68 dBA (1450 omdr/min)

Ved 8 km/t i marken med ploven:67 dBA (1350 omdr/min)

Listepriser

Pris på afprøvet traktor inkl. udstyr: 1.901.500 kroner

Uddrag af ekstraudstyr på testtraktor:

Autostyring: 95.000 kroner

Motorbremse: 3.700 kroner

Midtmonteret ventiler: 27.900 kroner

Kugletræk + trækbom: 9.500 kroner

Vejledende udsalgspris på basismaskine: 1.725.400 kr.

Muligt ekstraudstyr:

Aktivtsæde: 17.300

Dæktryksovervågningssystem: 5.400

FrontPTO: 37.100

Kommentar fra producenten

Af Jimmie Vestergaard, produktchef hos New Holland, Danmark:

T7 Heavy Duty blev lanceret på Agritechnica 2015 og placerer sig med to modeller, T7.290 og T7.315, imellem T7 LWB- og T8 serierne. Disse nye modeller er perfekte til opgaver inden for landbruget, hvor ønsket er en større traktors effekt kombineret med en mellemstor traktors alsidighed.

Motormæssigt er der tale om 6 cylindre, Common Rail, turbo (ny EVGT type), intercooler og 6,7 liter. FPT ECOBlue? Hi-eSCR teknologien sørger for at Tier4B kravene mødes. Dette er et efterbehandlings-system uden CEGR eller DPF for effektiv forbrænding, brændstofudnyttelse og ydelse - med til at sikre de 290 og 315 max. hk i T7 Heavy Duty.

Med hensyn til brændstoføkonomi så leveres T7 Heavy Duty med den prisvindende Auto Command CVT transmission, der har 4 punkter med 100% mekanisk træk for optimalt brændstofforbrug. De hydrauliske kredse er blevet ændret for at reducere passivt effekttab, så der kun er olie flow når påkrævet. Der fås et to-trins forreste kraftudtag, der gør det muligt for motoren at arbejde så effektivt som muligt. Ved slåning i lette afgrøder kan føreren benytte hastighedsvælgeren i kabinen og vælge 1000 o/min Economy til front- og hækmonterede slåmaskiner.

Horizon Kabinen, som roses i testen for lydniveauet på 69 (dBA), er senest opgraderet med nyt tag, frontrude i et stykke samt komfortpakker med et udvalg af sæder der blandt andet byder på aktiv klimastyring og læderbetræk. Nye LED lyspakker er bl.a. integreret i taget og sikrer godt lys med op til 20 enheder med 360 graders dækning.

T7 Heavy Duty kan udstyres med store kategori 48 og 49 hjul (2050mm og 2170mm diameter) med en bagdæksbredde på op til 900mm. Dette giver rigtig god traktion og minimal jordkomprimering.

I øvrigt kan dæktryksovervågning tilvælges, og data ses så på Intelliview IV skærmen.

Under lanceringen på Agritechnica 2015 vandt T7.315 Heavy Duty prisen 'Machine of the Year' 2016, hvor fokus var på de innovative funktioner, ydelse, produktivitet, driftsomkostninger, brugervenlighed samt førerkomfort.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame