LandboSyd har nu sat ledelsesholdet for den kommende tid efter at administrerende direktør Klaus Andersen er fratrådt.

Udviklingsdirektør Anders Andersen er fungerende administrerende direktør og udgør sammen med direktør Jan Fensholt-Hansen LandboSyds ledelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Beslutningen blev truffet på et bestyrelsesmøde onsdag aften, hvor der samtidig var enighed om, at den kommende tid skal bruges på at skabe strategien for den fremtidige ledelse af LandboSyd, oplyser bestyrelsesformand Mogens Dall.

- Vi forholder os selvfølgelig til de muligheder, som fremtiden byder os, og vi har fortsat ambitioner om vækst. LandboSyd har de sidste fem år øget omsætningen 35 procent, og vi oplever en god opbakning fra kunder og medlemmer. Vi fortsætter arbejdet med at udvikle rådgivningsvirksomheden til gavn for landbruget ikke bare i Sønderjylland, men i hele Danmark. Jeg glæder mig over, at den hurtige ageren og beslutningskraft i bestyrelsen. LandboSyd er robust og har en stærkt besat medarbejderstab, siger Mogens Dall.

- Jeg vil gerne understrege, at vi arbejder seriøst med en strategi for LandboSyds udvikling i bestyrelsen. Vi har været meget tilfredse med de visioner, tanker og ideer, som Klaus Andersen har bidraget med, og de har i høj grad været en del af arbejdet, siger Mogens Dall.

- Vi konstaterer, at landbrugsrådgivningen i hele Danmark udvikler sig nærmest dag for dag, og at det er væsentligt for en rådgivningsvirksomhed som LandboSyd med en omsætning på 90 millioner kroner og 135 medarbejdere at have fokus på og forholde sig til denne rivende udvikling, siger han.

- Da muligheden opstod for et salg af det nuværende domicil i Aabenraa, greb vi bolden. Vi har i bestyrelsen favnet fusionsmulighederne, men har valgt at fortsætte selvstændigt, og vi glæder os til at flytte ind i det nye kontordomicil med en unik placering ved den sønderjyske motorvej til september, siger Mogens Dall.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fungerende administrerende direktør Anders Andersen har taget opgaven med at lede LandboSyd i denne periode på sig:

- Jeg er meget glad for at kunne få lov til at tage opgaven og ser også frem til at tage det ansvar. I dagligdagen vil jeg lede LandboSyd i tæt samarbejde med Jan Fensholt-Hansen. Vi har begge været en del af LandboSyds ledelse og udvikling i en årrække. Det er overraskende at skulle sige farvel til Klaus Andersen. Han har bidraget med meget i virksomheden, og vi har haft et meget tæt samarbejde. LandboSyd har en god og solid økonomi og en fortsat tilgang af kunder og rådgivningsprofiler kombineret med stærke chefer i de forskellige faglige afdelinger. Det lover godt for en fremtidig positiv udvikling, siger Anders Andersen.

Klaus Andersen tog onsdag aften afsked med bestyrelsen og var torsdag formiddag rundt i virksomheden på Peberlyk i Aabenraa for at sige farvel til medarbejderne.