Maskinbladet, Agritechnica

På Agritechnica udstillingen har Kongskilde Industries indgået en aftale med den kinesiske sukkerproducent Junhu Changhai Investment Management. Aftalen er starten på et strategisk samarbejde og omfatter en række forskellige typer af maskiner til jordbearbejdning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Målet er at øge udbyttet fra 40-50 ton til 70-80 ton rene sukkerroer per ha, inden for fire år.

Klima udfordrer

Udfordringen er klimaet, hvor spiringsperioden er meget kort. Det stiller store krav til såbedet, fordi jorden skal præcisionsbearbejdes med den korrekte dybde og rigtige pakning. Derfor omfatter aftalen blandt andet stensamlere, plove, såmaskiner og ikke mindst Germinator Pro harven, der udviklet specielt til præcisionssåbede.

- Med maskinerne fra Kongskilde har vi nu fundet teknologien, der kan hjælpe os med at nå vores meget ambitiøse mål for udbyttet af sukkerroer, siger Mr. Yajun Ping, direktør for Junhu Changhai Investment Management.

- Vi har nu en stærk alliancepartner i Mr. Ping i de kinesiske provinser Xinjiang og Indre Mongoliet, baseret på resultater og en god kemi, siger Ole Gade, CEO i Kongskilde Industries.

Nyt marked

Mr. Pings virksomhed omfatter et sukkerraffinaderi som håndterer 4.000 ton sukkerroer om dagen. I 2017 stiger kapaciteten til 20.000 ton, når en ny fabrik åbner. Leverancerne kommer fra lokale sukkerroeavlere. Derudover dyrker Mr. Ping selv 3.000 hektar sukkerroer, og i 2016 forventes 10.000 hektar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Grundlaget for det strategiske samarbejde blev skabt under et besøg i april i år, hvor Ole Gade og Tommy Overby fra Kongskilde besøgte Junhu Changhai Investment Management. Siden har virksomheden med succes testet maskiner fra Kongskilde.

- Vi er meget tilfredse med det nye samarbejde. Det bekræfter Kongskildes produktprograms muligheder på nye eksportmarkeder, slutter Ole Gade.