Forskere fra Aarhus Universitet og Lund Universitet i Sverige har undersøgt mælken fra 1200 danske jerseykøer, danske sortbrogede køer (SDM) og røde svenske malkekøer. De danske jerseykøer var suverænt bedst til at levere mælk med god koaguleringsevne, altså evnen til at stivne. Derimod havde en andel af de danske sortbrogede køer og røde svenske malkekøer mælk, hvis koaguleringsevne var forringet.

Mælkens evne til at koagulere er afgørende for, om mælken kan bruges til produktion af ost, og der var jerseykøernes mælk klart bedst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stort økonomisk tab

Blandt de danske SDM var der cirka to procent, hvis mælk slet ikke kunne koagulere og 17 procent, hvis mælk var ringe til at koagulere. Endnu værre var det hos de svenske røde køer, hvor mælken fra hele 16 procent af køer ikke kunne koagulere.

- Det er en alarmerende høj andel og menes at give et betydeligt økonomisk tab i forhold til osteudbyttet. Vores resultater giver gode muligheder for at forbedre mælkens ostningsegenskaber gennem selektivt avlsarbejde, siger postdoc Nina Aagaard Poulsen fra Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet, som samtidig understreger vigtigheden af, at avl mod god koaguleringsevne ikke kommer til at påvirke mælkens øvrige kvalitetsegenskaber.