Fremtidens virksomhedskonstruktioner i dansk landbrug er emnet på et debatmøde arrangeret af Aarhus Universitet i samarbejde med Syddansk Universitet og Landbrug & Fødevarer 23. januar 2019.

Selvejet har i 200 år været den bærende virksomhedskonstruktion i dansk landbrug, men er i stigende grad under pres. Spørgsmålet er, hvilke virksomhedskonstruktioner der er i stand til at klare landbrugets nuværende udfordringer og sikre robustheden af erhvervet fremover.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nu kan interesserede være med til at debattere dette emne på et møde om fremtidens virksomhedskonstruktioner i landbruget den 23. januar 2019 i København.

Landbrugserhvervet i Danmark står over for en række systemiske udfordringer, herunder behov for ejerskifte, svingende afkast, vanskeligheder ved at sikre investeringer til udvikling af bedrifterne, et højt niveau af konkurser og udfordringer i forhold til at håndtere udefrakommende chok. Samtidig er der usikkerhed om ramme- og markedsbetingelserne for dansk og europæisk landbrug.

Hastig strukturudvikling

I øjeblikket er der en hastig strukturudvikling med blandt andet introduktion af nye virksomhedskonstruktioner, der er baseret på nye typer af ejerskab og i en del tilfælde også udenlandsk kapital. Disse forhold rejser en række spørgsmål om fremtidige virksomhedskonstruktioner i dansk landbrug:

Hvordan skal ejerskabet se ud, og hvordan sikres ejerskifter?

Hvordan understøtter eller hæmmer lovgivning de forskellige virksomhedskonstruktioner?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvordan er virksomhedskonstruktionernes robusthed i forhold til foranderlige markedsbetingelser?

En række nøglepersoner inden for det landbrugsfinansielle område lægger op til debat ved at bidrage med deres analyser og synspunkter. Lone Andersen, Landbrug & Fødevarer kommer ind på udfordringer og udviklingsveje set fra landbrugets side.

Strategier i ejerskab

Indlægsholdere som Poul Erik Jørgensen, landbrugsdirektør i Nykredit, Michael Haahr Andersen, afdelingsdirektør i Jyske Bank, og Palle Høj, direktør i Sagro giver deres faglige perspektiver på fremtidens virksomhedskonstruktioner, ejerskifter og finansieringsformer til løsningen af landbrugets problemer. Fra forskningens side fortæller postdoc Martin Hvarregaard Thorsøe, Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet om centrale konklusioner om markedsvilkår og investeringsrationaler fra EU-projektet Sufisa.

De efterfølgende to diskussioner vil dreje sig om strategier i forhold til ejerskab, markedsvilkår og robusthed samt anbefalinger i forhold til ændring af rammevilkår, herunder centrale udfordringer og mulige løsninger på nationalt og EU-niveau.

Debatmødet holdes i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og Landbrug & Fødevarer som et led i EU-projektet Sufisa.