Giftudslippet ved Arlas mejeri i Taulov drejer sig om flere ton rengøringsmidler, som er blevet blandet. Det oplyser flere medier fredag morgen.
- Der er kommet et udslip af noget salpetersyre, myresyre blandet med noget lud, og det er en uheldig konstellation, siger indsatsleder Jørgen Lindhardt til TV2 News.
Kemikalie-cocktailen har resulteret i en voldsom udvikling af giftdampe, som har fået Østjyllands Politi til helt at lukke motorvejen til Fyn.
Udslippet er så kraftigt, at der er en stor sky i området. Beboere i området har fået besked på at holde sig indenfor, lukke vinduer og døre og slukke for ventilationsanlægget. Man kan risikere at få vand i lungerne, hvis man indånder den giftige luft.
Politiet er nu ved at suge rengøringsmidlerne på mejeriet op med slamsugere, og folk fra Beredskabsstyrelsen i Herning måler, hvilke giftværdier, der er tale om i området.
Læs også Arla giver teknisk fejl skyld for udslip.