Det er bydende nødvendigt at få skabt klarhed over en række af de gebyrer, som staten opkræver i forbindelse med kontrol i landbrugs- og fødevaresektoren. Det skriver Landbrug & Fødevarer på deres hjemmeside.

Hos Landbrug & Fødevarer er der stor tilfredshed med, at Fødevarestyrelsen har valgt at suspendere forældelsesfristen for mulige krav om tilbagebetaling af gebyrer opkrævet efter kontrolforordningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er lige nøjagtigt, hvad vi har arbejdet intensivt for i Landbrug & Fødevarer,

Charlotte Bigum Lynæs, chefjurist i Landbrug & Fødevarer

- Jeg er utrolig glad for Fødevarestyrelsens beslutning om at indgå en aftale, der suspenderer den løbende forældelse for alle vores medlemsvirksomheder. Det er lige nøjagtigt, hvad vi har arbejdet intensivt for i Landbrug & Fødevarer, siger Charlotte Bigum Lynæs, chefjurist i Landbrug & Fødevarer.

EU-domstolen gav den 17. marts i år Kødbranchens Fællesråd medhold i, at Fødevarestyrelsen ifølge EU-lovgivningen ikke har hjemmel til at lade omkostninger for selve uddannelsen til tilsynsteknikere indgå i det gebyr, der opkræves i forbindelse med kontrol af slagterier.

Den europæiske kontrolforordning sætter dog andre og flere begrænsninger for, hvad styrelsen må indregne i sine gebyrer. Rækkevidden af dommen skal derfor kulegraves for at vurdere, om der også på andre gebyrområder er medtaget uretmæssige omkostninger. Landbrug & Fødevarer er sammen med en række virksomheder i gang med at undersøge, hvad medlemmerne måtte have krav på at få tilbagebetalt. Den undersøgelse kræver dog, at Fødevarestyrelsen fremlægger flere oplysninger om gebyrernes sammensætning. For at få tid til at gøre dette ordentligt, opfordrede Landbrug & Fødevarer derfor Fødevarestyrelsen til at droppe at påberåbe forældelse af krav undervejs.

Den opfordring har Fødevarestyrelsen nu imødekommet. Suspensionen gælder fra dags dato.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ingen har glæde af, at man starter store retssager op på et ufuldstændigt grundlag. Fødevarestyrelsen vil inden udgangen af 2016 gennemføre de nødvendige undersøgelser af gebyrordningerne. Vi vil følge dette arbejde tæt sammen med vores medlemmer, siger Charlotte Bigum Lynæs.