Landmænd har med landbrugspakken fået lov til at bruge mere gødning på markerne. Det betyder, at kommuner og vandselskaber skal investere op til 250 millioner kroner ekstra for at forhindre, at forhindre, at drikkevandet får et for højt indhold af nitrat.

Det viser en rapport fra Niras, som Miljøministeren har fået udarbejdet for at belyse merudgiften for vandkunder. Regningen på flere hundrede millioner for landbrugets merudledning havner altså hos familier og erhvervsliv. Det skriver Danva på deres hjemmeside.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det ærgrer direktør i Danva, Carl-Emil Larsen:

- Danva advarede jo netop mod det, som analysen konkluderer. Det er urimeligt, at det er vandkunderne, der skal betale indirekte erhvervsstøtte til landbruget over vandregningen på denne måde. Det havde været mere retfærdigt, at det var de, der påvirker grundvandet, der også skulle finansiere beskyttelsen af det, siger Carl-Emil Larsen.

Ifølge landbruget selv, så giver landbrugspakken landmændene en gevinst på 31 milliarder kroner i øgede jordpriser.

- Så der skulle være rigeligt med ekstra penge hos landbruget til at betale for landbrugspakkens negative effekt på grundvandet, siger Carl-Emil Larsen.

Miljøministeriet har som opfølgning på spørgsmål fra Miljø- og Fødevareudvalget bedt Niras om at udarbejde en redegørelse om de forventede omkostninger for forbrugerne og kommunerne ved landbrugspakkens normændring for tildeling af kvælstof til landbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rapporten konkluderer, at landbrugspakken vil koste forbrugerne og kommunerne 169?250 millioner kroner som en engangsudgift eller 2 øre pr. kubikmeter i 25 år. Dette tal er dog ikke det totale beløb, da man ikke medregner andre omkostninger som følge af landbrugspakken, specielt bortfald af den erstatningsfrie regulering af husdyrbrug.

- Det kan derfor antages, at det samlede beløb er væsentligt højere ? måske endda dobbelt så stort, siger Carl-Emil Larsen.

Beløbet kan dog formindskes, hvis det viser sig, at der placeres målrettede indsatser i områder, der er omfattet af grundvandsbeskyttende behov, men det er meget tvivlsomt, at der vil blive udlagt tilstrækkelige af disse områder til, at det vil få nogen væsentlig effekt.

Vandprisen vil sandsynligvis stige mest i Jylland og på Fyn hos små vandforsyninger i landområder og mindst på Sjælland.