Magtesløse parcelhusejere og landmandskolleger i Skjern sender nu en bøn til vestjysk landboformand om hjælp til "at få gang i kommunen og få vandet væk". Hvert år i august klager vestjyske bønder over, at vandet fosser ud over å-systemet og langt ind over markerne omkring Skjern.

- Kommunen bør erkende, at der skal nye løsninger til for at lede vand hurtigere væk fra å-systemet, fastslår formand for Vestjysk Landboforening, Søren Christensen, der finder, at de høje vandstande er et tiltagende problem, eftersom nye restriktioner for at vedligeholde vandløbene nedsætter afgangen for vandmasserne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Allerede i august havde jeg fat i Ringkøbing-Skjern Kommune for at få dem til at vedligeholde vandløbene. De har også været her, men indsatsen er ikke tilstrækkelig, og vandet kan ikke blive ledt hurtigt nok væk, siger Søren Christensen

De seneste dage har magtesløse parcelhusejere og landmandskolleger kimet landboformanden ned ovenpå den sidste uges skybrud.

- Mange ved ikke, hvad de skal gøre, eller orker ikke at tage kampen. De ringer for at få os til at gøre noget, siger Søren Christensen.

Manglende vedligeholdelse

Imidlertid har de massive vandproblemer en klar sammenhæng med den manglende eller reducerede grødskæring i vandløbene, mener landboformanden.

- Siden Ganer Å blev genslynget for år tilbage, fik landbruget store problemer med at kunne lede de stigende nedbørsmængder væk hurtigt nok. Sammen med kravet om at mindske vedligeholdelsen i vandløbene, er resultatet at store mængder vand stammer op, siger Søren Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Eftersom statens naturarealer ikke bliver vedligeholdt, betyder det, at vandet bliver bremset og ikke kan ledes væk hurtigt nok.

- Resultatet er, at vandet oversvømmer ikke bare markerne omkring Skjern men nu også Skjern by, siger Søren Christensen og pointerer;

- Det er tvingende nødvendigt, at Ringkøbing-Skjern Kommune erkender, at der er et problem, og at man åbner op for at finde en løsning, der kan holder mange år frem i tiden. Med de nedbørsmængder, vi ser nu og kan forvente i fremtiden, så bør vi være på forkant, opfordrer Søren Christensen.