Skatteministeriets Engberg-udvalg har præsenteret en række anbefalinger til en ny ejendomsvurdering, der skal gøre op med, at tre ud af fire danske ejendomme bliver vurderet forkert.

I rapporten foreslår man blandt andet at afskaffe bondegårdsreglen og basere jordbeskatning på handelspriser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er naturligvis interesseret i forenklinger og retvisende vurderinger. De foreslåede ændringer kan imidlertid have massive konsekvenser og en model for fremtidige vurderinger af landbrugets jord og bygninger bør tage højde for, at der både er tale om jorden som en del af landmandens produktionsapparat, men også at stuehusene jo meget ofte ligger i produktionen, siger direktør i Landbrug & Fødevarer Flemming Nør-Pedersen.

Engberg-udvalget peger selv på, at de foreslåede ændringer kan have "betydelige økonomiske konsekvenser", og at ændringerne kan føre til øget beskatning på op til 1.440 procent for den enkelte landmand.

Bondegårdsreglen

Af samme grund bør principperne og hensynene bag bondegårdsreglen videreføres, mener erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.

- Det er muligt, at reglerne rent teknisk skal laves om, og at en regne- eller computermodel kan fungere bedst uden den eksisterende bondegårdregel. Men det ændrer ikke på, at der er helt logiske og fornuftige principper bag beskatningen af landbrugets jord og bygninger. Man kan ikke bare sammenligne et parcelhus med en hus på en produktionsejendom. Og jorden er en del af produktionsapparatet ? og ikke bare en udvidet parcelhus-have, siger Flemming Nør-Pedersen.