Lyt til artiklen:

Fejret i maskinhuset: 90-årig stifter er ikke bleg for at tage køkkentjansen

00:00
Hastighed: ???x
02:20

Både parkeringspladsen, forpladsen og bagpladsen var propfyldt med biler hos Diget Maskinstation torsdag eftermiddag, da virksomhedens stifter, Kaj E. Sørensen, fejrede sin 90 års fødselsdag.

Inde i maskinhuset var der dækket fint op, og der blev trakteret med både stort tag-selvbord, fødselsdagsbrunsviger og store lagkager.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For enden af det ene langbord havde fødselaren taget plads og kunne således se rundt på alle de mange gæster, der havde valgt at lægge vejen forbi maskinstationen på Ulstedvej 6 ved Dronninglund.

Den nordjyske, pensionerede maskinstationsindehaver tog imod både familie og venner, medarbejdere, tidligere medarbejdere, landmænd, tidligere landmænd, forretningsforbindelser, maskinhandlere, leverandører og alle de mange derimellem, der er eller har været, knyttet til den navnkundige maskinstation, som Kaj E. Sørensen grundlagde som bare 18-årig tilbage i 1952.

rich-media-2
Kaj Sørensen havde en rigtig god 90 års fødselsdag. Foto: Jacob Kaas.

- Det er fantastisk dejligt at se så mange glade mennesker her i dag, fortalte Kaj Sørensen, der havde travlt med at snakke med sine mange fødselsdagsgæster.

I de seneste fem-seks år har han intensivt plejet sin pensionisttilværelse, men er aldrig længere væk fra sit livsværk, end han kan gå om og se, hvad der sker. Han bor fortsat i det hvide stuehus foran virksomheden, der i dag drives af hans søn, Mogens Sørensen.

Og selvom Kaj E. Sørensen altså nu nyder sit otium, så har han fast plads på køkkenholdet, når der skal serveres aftensmad for medarbejderne, som arbejdsdagene til tider trækker ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ja, min far er blevet køkkenpige her på sine gamle dage. Han skræller kartoflerne og er ellers med så meget, han kan, fortæller Mogens Sørensen, der var meget tilfreds med fødselsdagens forløb.

rich-media-4
Mogens Sørensen ejer og driver maskinstationen, som hans far grundlagde for 72 år siden. Foto: Jacob Kaas.

- Vi er rigtig glade for, at der var så mange, der ville være med. Det er jo også et livsværk, vi fejrer i dag. Og man fylder altså kun 90 år en gang. Så derfor besluttede vi at give den hele armen, siger Mogens Sørensen.

Diget Maskinstation beskæftiger 15 faste medarbejdere.