Lyt til artiklen:

Løgavlerne dyster om dygtighed

00:00
Hastighed: ???x
03:08

Hardy Hansen, Højvang Grønt ved Sandved, vandt titlen som Årets Løgavler, da Avlerforeningen af Danske Spiseløg for 18. gang kårede producenten med det højeste udbytte af konventionelt dyrkede løg. Det oplyser Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Udbyttet var 67,9 ton per hektar, hvilket er lidt lavere end normalt. Gennemsnitsudbyttet hos deltagerne lå i 2023 på 62,3 tons per hektar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nummer to og tre i den konventionelle del af konkurrencen blev henholdsvis Henrik Petersen, Hasmark Vestergård ved Otterup, og Jens Chr. Kjeldahl, Brdr. Kjeldahl, Samsø.

rich-media-2
Hardy Hansen, Højvang Grønt, vandt i år titlen som Årets Løgavler med et udbytte på 67,9 tons per hektar i en konventionelt dyrket mark. Foto: HortiAdvice/Annemarie Bisgaard

Økologiske vindere

De økologiske løgavlere dystede også om at opnå det højeste udbytte. Her blev vinderen Agernæs Øko, Assens, med et udbytte på 37,7 ton per hektar. Det er også lidt lavere end normalt.

Gennemsnitsudbyttet hos øko-deltagerne lå i 2023 på 33,6 ton per hektar.

Nummer to og tre i øko-konkurrencen blev henholdsvis Gram Slot og Axel Månsson.

rich-media-3
Agernæs Øko vandt for fjerde år i træk konkurrencen om det højeste udbytte i økologiske løg. Jesper Mortensen har ansvaret for løgproduktionen. Foto: HortiAdvice/Annemarie Bisgaard

Dårligt løgvejr

- Vejret bød på hårde odds for løgmarkerne i 2023. April var kold og våd, mens maj og juni måned var ekstremt tørre. Det betød, at løgene var meget bagefter ved udgangen af juni. Juli og august var våde og kolde, mens september til gengæld var varm og tør, så noget af det tabte blev indhentet, men altså ikke nok, fortæller konsulent Peder Krogsgård, HortiAdvice.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-5
Det var denne konventionelt dyrkede løgmark hos Højvang Grønt, der vandt årets konkurrence om det højeste udbytte. Foto: HortiAdvice/Annemarie Bisgaard

- Også ukrudtsbekæmpelsen var vanskelig. Det var svært at komme tidligt nok i gang, og ukrudtet vedblev at spire frem, selv i juli måned. Derudover var sandflugt, haglskader og angreb af skimmel med til at give lavere udbytter. Fusarium var især hård ved de økologiske løg, ræsonnerer løgkonsulenten og påpeger, at vejret drillede i hele Europa. Det betød, at priserne var pæne på de gule, konventionelle løg og meget høje på de konventionelle, røde løg. I de økologiske var der ikke helt samme prisstigning, siger han.

rich-media-6
Gule løg af sorten Hystore fra Henrik Petersen, Hasmark Vestergaard, fik præmien for bedste kvalitet. Foto: HortiAdvice/Annemarie Bisgaard

Bedste løgkvalitet fra Hasmark

På årsmødet blev den bedste kvalitet af løg også kåret, både af gule og røde. Denne bedømmelse blev foretaget af mødets deltagere. Vinderen af kvalitetskonkurrencen for såvel gule som røde løg blev Henrik Petersen, Hasmark Vestergaard med sorterne Hystore og Red Tide - begge var høstet den 21. september 2023.

Avlerforeningen af Danske Spiseløg har 22 aktive medlemmer, som dyrker i alt 1.465 hektar med spiseløg, hvoraf 26,2 procent er økologisk.