Lyt til artiklen:

Planen - man håber aldrig at få brug for

00:00
Hastighed: ???x
03:01

Har både du og dine medarbejdere fuldstændig styr på, hvor hovedhanen til vandet er, eller hvor man finder syrebeholderen i grisestalden?

Ved at få udarbejdet en beredskabsplan sikrer man sig både, at man over for sit forsikringsselskab og kommunen viser, at man har styr på sin bedrift, ligesom man også øger mulighederne for, at der bliver handlet korrekt, hvis uheldet skulle være ude, skriver Velas i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På mange bedrifter bor ejerne ikke nødvendigvis på stedet, så for at gøre det lettere for medarbejderne og beredskabet at orientere sig, hvis uheldet er ude, er en beredskabsplan afgørende, siger Niels Provstgaard, miljørådgiver i Velas med mange års erfaring i at udarbejde beredskabsplaner.

- En beredskabsplan kan sammenlignes med en ulykkesforsikring. Man håber, at man aldrig får brug for den, men den er til gengæld rigtig god at have, når det går galt, siger miljørådgiveren videre.

Forebyggende effekt

Ifølge Niels Provstgaard kan en beredskabsplan også have en positiv effekt, selv inden uheldet er sket.

- Ved at have en beredskabsplan signalerer man over for sit forsikringsselskab og kommunen, at man har styr på sin bedrift og minimeret risikoen for uheld. Samtidig kan beredskabsplanen synliggøre for medarbejderne, hvilke områder de skal være opmærksomme på, og hvad de skal gøre, hvis uheldet er ude, siger han.

En beredskabsplan kan desuden medvirke til, at man får gjort ting rettidigt på sin bedrift.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når man en gang om året gennemgår beredskabsplanen, får man gjort sig klart, hvor ens risikopunkter er. Hvor er jeg godt med? Hvor halter det? Har jeg fået tjekket pakningen ved gyllepumpen? Hvordan er tilstanden på mine brandslukkere? eksemplificerer Niels Provstgaard.

- Dermed får man øjnene op for de ting, der skal skiftes, inden det går galt, siger han videre.

Hvis uheldet er ude

En af de ting, som en beredskabsplan kan sikre, er, at man i tilfældet af en ulykke får handlet så hensigtsmæssigt som muligt.

- Man glemmer ikke pludselig syrebeholderen i grisestalden, fordi den er tegnet ind i planen. Man kan desuden se, hvor man kan slukke for strømmen, hvor man får vand, og hvordan eksempelvis beredskabet kommer ind i stalden, så man får reddet så mange dyr som muligt, fortæller Niels Provstgaard.

Fordi en beredskabsplan blandt andet kan bruges til at give medarbejdere og beredskab et hurtigt overblik over indretningen af en bedrift, og hvor vigtige ting befinder sig, er det heller ikke relevant for alle med en plan, mener Niels Provstgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For nogle er bedrifterne så overskuelige, at det ikke er nødvendigt. Beredskabsplaner har mest relevans for store produktionslandbrug. Det skal være et tiltag, som man ser værdien i, siger han videre.