Lyt til artiklen:

Unge iværksættere skal redde generationsudfordringen

00:00
Hastighed: ???x
02:55

- Hver gang der er 10 landmænd, der går på pension, er der kun omkring en til to unge, der står klar til at tage over. Det betyder, at hvis vi skal opretholde samme niveau af fødevareproduktion, bliver landbrugene større og større. Og det øger behovet for at få en investor med, når en ung skal etableres.

Ordene kom fra cheføkonom i Sagro, Morten Dahl Thomsen, og publikum var muligvis de mest velvalgte og tiltrængte: Unge landmænd, der var dukket op til etableringsaften i Billund. For tallene taler også deres tydelige sprog: Inden for de næste 10-15 år skal omkring 3.000 heltidslandbrug generationsskiftes, skriver Sagro i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og det er her, Sagro forsøger at sætte ind med blandt andet etableringsaftener, hvor man bringer investorer og landmænd sammen. Det er tydeligt, at der findes masser af dygtige og ambitiøse unge landmænd i Danmark, for på etableringsaftenen tirsdag den 13. juni var der fyldt godt op i Sagros hus i Billund.

rich-media-2
Cheføkonom i Sagro, Morten Dahl Thomsen. Pressefoto: Sagro.

Udviklingspotentiale

En af dem er Rasmus Mikkelsen, der gerne vil starte som selvstændig landmand, og som deltog på etableringsaftenen.

- Det var utroligt lærerigt. Jeg er blevet mere klar over, hvilken ejerform jeg vil have. Og ikke mindst er jeg blevet klogere på, hvordan jeg helt konkret skal gå videre med mine planer - også i forhold til bank og realkredit, sagde han efter aftenens foredrag.

Han var også lokket med af et program, som indeholdt alt det, man skal bruge for at blive etableret - herunder et oplæg fra en, der er kendt for at gå ind som medinvestor i landbrugsvirksomheder. Investor på scenen Det hører ellers til sjældenhederne, at man ser en investor inden for landbrug optræde offentligt.

Så da investor Claus Ewers fra Brdr. Ewers A/S gik på scenen, kunne man se, at det unge publikum rettede ryggene. Her kunne han fortælle, hvad det er, han går mest op i, når han skal udvælge en potentiel virksomhed at investere i.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I skal brænde for det, I laver. Det vigtigste er, at jeg kan se en landmand i øjnene og sige, at jeg tror på ham eller hende. Og så skal der være et udviklingspotentiale i virksomheden - vækst bliver et fælles produkt, sagde han.

Derudover kunne man blandt andet høre økonomirådgiver Søren Laursen og virksomhedsrådgiver Thomas Christensen fortælle om skatte- og finansielle forskelle mellem ejermodellerne, indlæg fra Vækstfonden - og to nyetablerede landmænd fortælle om egne oplevelser med at blive etableret med ekstern kapital i ryggen. Spørgelysten var også rigtig stor - faktisk så stor, at programmet strakte sig en halv time længere end planlagt.