6. og 7. februar besøger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen Moskva, hvor han vil arbejde for danske erhvervsinteresser i Rusland. Det skriver Miljø- og fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Samme med en dansk erhvervsdelegation vil ministeren deltage på Ruslands største årlige landbrugsmesse Agrofarm. De danske virksomheder, der er med i erhvervsdelegationen, er førende inden for staldudstyr, genetik, avlsdyr og andre vigtige dele af landbrugsproduktion. Flere af virksomhederne har i en årrække været repræsenteret på Agrofarm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Rusland er et vigtigt marked for den danske fødevareklynge. Det har været nogle rigtig svære år på grund af de sanktioner, der har været mellem EU og Rusland. Derfor er det vigtigt, at vi fra regeringens side støtter op omkring vores virksomheder, når muligheden byder sig, siger Esben Lunde Larsen.

Sanktionerne mellem Rusland og EU har markant påvirket den danske samhandel med Rusland. I 2013 havde Danmark en rekordhøj samhandel med Rusland på 17,8 milliarder kroner, hvoraf eksporten var på 10,8 mia. kroner. I dag er eksporten halveret til omkring fem milliarder kroner ? og her er det især den danske svinekødseksport til Rusland, der har lidt under sanktionerne. Et af lyspunkterne inden for samhandlen er dog inden for landbrugsmaskiner.

Russerne har fået øjnene op for at bruge dansk udstyr og teknologi. Da russerne pga. sanktionerne gerne vil udbygge deres egen landbrugsproduktion, har de brug for højteknologisk udstyr inden for landbrugssektoren, som Danmark kan bidrage med. Derfor er det især de danske virksomheder, der leverer denne slags løsninger, som klarer sig godt i Rusland.

Den danske erhvervsdelegation består af Landbrug & Fødevarer samt de danske virksomheder, herunder Skov A/S, Skiold A/S, Ikadan, Danbred, Munters, Danish Farm Design, Agrometer, Russia Baltic Pork Invest, Novozymes, Daninvest og FOG Agroteknik.