Et dyrskue har et meget stort element af tradition, og det gælder også for Danmarks smukkeste af slagsen: Ribe Dyrskue, der i år finder sted fredag 31. juli kl. 9-16.

- Men vi vil også udvikle os og fandt, at tiden var moden til et nyt logo og en ny plakat, forklarer tovholder Niels Damsgaard Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der blev derfor i marts måned udskrevet en konkurrence blandt yngre grafikere. Det førte til et meget tæt opløb mellem seks meget flotte forslag til plakat og to forslag til logo.

- Uden at kende navn på grafikerne var der fire uafhængige personer, som fik lov at give hver deres vurdering af forslagene, fortæller han. Heldigvis var der trods flotte forslag fra alle deltagerne enighed om hvem, der skulle være vinder.

- Vi pegede alle sammen på forslagene fra Anna Maria Bertouch-Lehn, konstaterer tovholderen.

Inspiration fra Ribe by

Deltagerne i konkurrencen fik nogle få bundne elementer til såvel plakat som logo, men ellers havde de frie tøjler.

- Min ide var at lave en plakat, der lignede håndværk fremfor en, der kom ud af en computer, fortæller Anna Maria Bertouch-Lehn. Derfor brugte hun en teknik, der ligner akvarel og stregtegning. Som baggrund brugte hun desuden en scanning af groft, håndlavet papir.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Plakatens opgave er at appellere til en bred kreds og ikke mindst familier med børn. Så jeg ville også have den til at være lidt fantasifuld med et legende udtryk, siger hun. Hendes farvevalg hentede hun inspiration til ved at kigge på nettet og finde fotos fra gaderne i Ribe.

- Det er flotte, varme farver, som man føler sig godt tilpas ved, mener hun. Samtidig er hendes oplevelse, at Ribe er en historisk by, der udstråler meget tradition.

- Stregtegning er god til at give den fornemmelse, forklarer hun.

Logo er en fortælling

Det nye logo for Ribe Dyrskue har Anna Maria Bertouch-Lehn arbejdet en del med. Det skulle nemlig rumme en bred fortælling på begrænset plads.

- Dyrskuet er både husdyr, men også maskiner med meget mere, og det skulle fortælles i logoet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg fik også at vide, at traktoren ikke måtte ligne noget mærke, fordi alle skal behandles lige, siger hun. Samtidig ville hun fortælle, at et dyrskue ikke foregår på asfalt, men på grønt græs.

- Så jeg lagde en stribe græs ind og satte navnet i bunden for at få en god balance, forklarer hun. Det fine ved hendes logo er desuden, at der kan skiftes mellem farverne på elementerne.

- Men det fungerer også, når der kun er en farve i brug, understreger Niels Damsgaard Hansen.

På den måde har Ribe Dyrskue fået sig en moderne plakat baseret på traditioner og et logo, som både rummer en fortælling og samtidig er meget fleksibelt.